Se billeder: Arbejderne fejrer 1. maj
I forbindelse med arbejdernes internationale kampdag, sætter formanden for SIK, Jess G. Berthelsen fokus på velvilje hos arbejderne, så landet ikke skal have behov for billig arbejdskraft fra udlandet.
Arbejdernes internationale kampdag. Dagen, hvor vuggestuer, skoler, fritidsklubber, kommunekontorer og mange andre arbejdspladser lukker klokken 12, så medarbejderne kan markere dagen. Det er også dagen, hvor SIK’s formand holder tale til arbejderne.
Folk strømmede til samlingspunktet mellem Inatsisartut-bygningen og Selvstyret. Solen skinner, musikken spiller og der er glade ansigter. Unge som gamle fejrer dagen, i noget, der minder mere om sommer end en forårsdag.
Lidt i 13:00 går folkemængden fra forsamlingspunktet og marcherer traditionen tro til Nuuks forsamlingshus, hvor blandt andet SIK’s formand holder tale for de mennesker, der er kommet til. Forsamlingshuset er fyldt med lyttende arbejdere.
Talen
SIK’s formand, Jess G. Berthelsen har givet sin tale en overskrift der lyder: Vi skal ikke gøres til kinesere her i landet.
For denne gang sætter Jess G. Berthelsen fokus på udefrakommende arbejdskraft, mere specifikt østasiatisk arbejdskraft der mere og mere præger bybilledet især i de større byer.
I sin tale pointerer han, at kinesere er vant til 12 timers arbejdsdage, og det rammer ham i hjertet, at disse arbejdere bliver rost af virksomheder for deres arbejdsomhed.
- Vi, grønlandske arbejdere, skal ikke behandles på den måde! Vi vil gerne have tid til vore børn – tid til familien – tid til omsorg af vore børn, siger han i sin tale.
Han understreger, at udefrakommende ikke skal kritiseres, da disse er arbejdskammerater for grønlandske arbejdere. Han pointerer dog, at det er magthaverne og myndighederne, der skal kritiseres.
Boligmanglen
Nuuk får flere og flere indbyggere samtidig med indbyggertallet i andre kommuner falder. Og det har medført, at der ofte er tomme blokke i nogle byer, mens boligmanglen er eksploderet i hovedstaden.
- Det har ført til uhyrligt opskruede priser i boligbyggeriet, som på forhånd fuldstændigt udelukker vore medlemmer fra at komme i betragtning ved lejemål – og prisernes himmelflugt vil fortsætte, hvis man lader stå til, siger han.
Mens udefrakommende arbejdskraft får bolig i hovedstaden, så er der flere indbyggere der venter på at få bolig i årevis. Derfor mener SIK’s formand, at Inatsisartut bør begynde at prioritere boligbyggeri, som SIK’s medlemmer kan have råd til.
Jess G. Berthelsen opfordrer desuden sine medlemmer i at opsøge arbejde, så arbejdsløse flytter til de steder, der mangler arbejdskraft.