Scene fik instruktør i tårer: Det hårdeste jeg har filmet

En barsk scene med hvalrosser, der kaster sig i døden, er det hårdeste instruktør bag Netflix' "Our Planet" har filmet.

Arkivfoto. Hvalrossen på billedet har ikke noget med Netflix-serien at gøre.
Offentliggjort

- Det er det hårdeste, jeg nogensinde har skullet filme.

Sådan lyder det fra filminstruktøren Sophie Lanfear, der har været med til at filme David Attenboroughs nye naturserie på Netflix, "Our Planet", om en scene i serien, hvor en række hvalrosser kaster sig i døden.

Den voldsomme scene udspiller sig i Bering-strædet i det nordøstlige Rusland.

Her har 100.000 hvalrosser samlet sig på et meget lille klippeområde, da deres normalt store habitat af is er smeltet væk grundet klimaforandringerne.

I klippet ser man flere hvalrosser flygte fra trængslerne og møve sig op ad en stejl klippeskrænt for at finde plads.

De to tons tunge hvalrosser ved dog tilsyneladende ikke, at de befinder sig højt over jorden og vandets overflade.

Grundet dårligt syn på land, kan hvalrosserne kun ane de andre hvalrosser nede i vandet 80 meter under dem.

I et forsøg på at komme i vandet igen ser man på tragisk vis, hvordan hvalrosserne falder ud over den 80 meter høje klippe og dratter i døden.

I det efterfølgende klip kan man se, hvordan flere hundrede hvalrosser ligger livløse på jorden under skrænten.

- Hvalros-scenen er det hårdeste, jeg nogensinde har set eller filmet i min karriere, siger Sophie Lanfear til The New York Times.

- Jeg troede, at de ville være okay, men jeg var ikke klar på det omfang af død. Det er tragisk og hjerteskærende, siger hun og forklarer, at filmholdet måtte fælde en tåre.

Serien består af otte afsnit og forsøger at vise de ødelæggelser, klimaforandringer bringer til forskellige økosystemer i naturen verden over.

"Our Planet" er lavet i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden og produktionsselskabet Silverback Films, der står bag flere kendte naturdokumentarer fra BBC.

Powered by Labrador CMS