SAS lander den 7. maj

For første gang siden 2002 kommer Grønland nu med på SAS’ rutekort. Til maj åbner det skandinaviske luftfartsselskab en ny rute fra København til Kangerlussuaq.

Offentliggjort

Ruten vil få to ugentlige afgange i maj og yderligere en afgang i sommerhøjsæsonen juni, juli, august og september.

Første flyvning er 7. maj.

- Vi er meget glade for, at vi nu igen kan tilbyde vore kunder en rute til Grønland, og vi ser også frem til et samarbejde med Air Greenland, der kan flyve vore gæster videre til indenrigsdestinationer i Grønland. Turismen i Grønland er i vækst, og Scandinavian Airlines Danmark ser frem til, at vi kan bidrage til denne vækst, siger administrerende direktør Susanne Larsen, Scandinavian Airlines Danmark.

SAS har tidligere haft en helårlig ruteflyvning til Grønland med en 220 sæders Boeing 767, men trafikken blev indstillet i 2002, da udfasningen af Boeing 767 betød, at der ikke længere var en flytype, som kunne flyve ruten lønsomt.

Powered by Labrador CMS