kystpassagersejlads

Sarfaq Ittuk skal navigere uden om underskud

Der er ingen udsigt til, at flere byer og bygder får anløb af Sarfaq Ittuk

Sarfaq Ittuk fortsætter med at sejle mellem Ilulissat og Qaqortoq
Offentliggjort

Kystpassagerskibet Sarfaq Ittuk ændrer ikke sejlplan i forhold til sidste år. Skibe skal dermed kun sejle mellem Ilulissat og Qaqortoq med anløb i få bygder. Det bliver slået fast til trods for politisk ønske om, at byer som Qaanaaq og Uummannaq får anløb.

Det er medlem af Inatsisartut Nikolaj Jeremiassen fra Siumut, der har stillet paragraf 37-spørgsmål, om Naalakkersuisut vil arbejde for, at Sarfaq Ittuk anløber flere byer i fremtiden. Arctic Umiaq Line får underskudsgaranti fra landskassen. Nikolaj Jeremiassen påpeger i den sammenhæng, at byer som Qaanaaq, Upernavik, Uummannaq, Kangaatsiaq og Nanortalik ikke får anløb af Sarfaq Ittuk, selvom borgerne i de byer har været med til at betale underskudsgarantien.

Behov for flere skibe
Men Naalakkersuisut kan ikke opfylde Nikolaj Jeremiassens ønske på nuværende tidspunkt.

- Passagergrundlaget nord for Diskobugten og til Nanortalik er så lille, at det ikke vil kunne opveje de udgifter, der er forbundet med den ekstra sejlads, skriver medlem af Naalakkersuisut for sundhed og infrastruktur Steen Lynge fra Atassut i sit svar til Nikolaj Jeremiassen.

Han henviser til servicekontrakten mellem selvstyret og Arctic Umiaq Line, der har sat rammerne for Sarfaq Ittuks sejlplan.

- Hvis Naalakkersuisut ønsker at Sarfaq Ittuk skal sejle regelmæssigt fra Nanortalik til Qaanaaq vil det enten kræve flere skibe eller betyde, at der vil gå lang tid mellem anløbene, og det vil uden tvivl kræve store driftstilskud gennem en særskilt servicekontrakt, siger Steen Lynge.

Der kommer nye forhandlinger til servicekontrakter, der skal gælde fra 2015.

Powered by Labrador CMS