inatsisartut-debat
Sara Olsvig: Vores land æder sig selv op i partikampe
Oppositionsleder, Sara Olsvig (IA), præsenterede i sit indlæg som partiformand en bøn for bedre politisk samarbejde
- Vores land er ved at æde sig selv op i partifarvekampe. Vi ser det udbredt i Inatsisartut.
Ordene kom fra Sara Olsvig (IA) i sin første tale på efterårsamlingen.
- Hvis vi skal være fælles om at løfte opgaverne, er der også nødt til at være en lyst til at lytte til og øge inddragelsen af oppositionspartierne. Vi stiller ikke spørgsmål blot for at finde fejl. Vi arbejder derimod alle her for at sikre, at der findes gode løsninger.
Forskellighed er godt
Olsvig roste 'flere organisationer' for at tage afstand fra partikampene og arbejde frit af politiske partier for at fremme deres sager.
Træt er hun af de gange over sommeren, hvor Inuit Ataqatigiit er blevet angrebet blandt andet af Demokraterne.
Forskellige holdninger er en god ting, sagde hun i sin åbningstale.
- Hvis vi skal fremme vores land, er det netop respekten for vores forskelligheder og vores mangfoldighed vi skal bruge som styrke. Lad os nu sætte arbejdets indhold forud for partifarven.
Læs: Kielsen: Svære reformer venter forude
- I denne henseende sidder vi i Inatsisartut med et stort ansvar. For eksempel hjælper det
ikke på den konfliktfyldte tone, vi hører i befolkningen, når der er partier, der bruger
nærmest hver deres offentlige udmelding til at skælde ud på andre partier.
- Vi må blive mere modne i vores måde at arbejde på og tænke dybere over, hvor det er vi skal bruge vores kræfter, sagde Sara Olsvig.