Offentligt møde

Sara Olsvig vil hadefulde ytringer til livs

Hvordan undgår man hadefulde ytringer? Det spørgsmål ønsker naalakkersuisoq Sara Olsvig at sætte fokus på og har derfor inviteret alle til et offentligt møde i Nuuk.

- Jeg er glad for, at vi har fået muligheden for at høre om, hvad man gør i Norge for at bekæmpe hadehulde ytringer, siger Sara Olsvig forud for det offentlige møde på torsdag.
Offentliggjort

- Alle skal kunne deltage i det offentlige rum uden at blive udsat for hadefulde ytringer, siger Sara Olsvig, der er naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen.

Alle kan deltage

Hun står bag et offentligt møde den 23. November i Katuaqs lille sal klokken 16.00 og halvanden time frem, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Det handler ikke om at begrænse ytringsfriheden – om at nogen ikke må komme til orde, for i et demokrati skal der altid være plads til meningsudveksling og uenighed. Det må aldrig blive sådan, at nogen afholder sig fra at tage del i samfundet af frygt for at blive udsat for hadefulde ytringer. Det ville være et stort tab for os alle og for vores demokrati, udtaler Sara Olsvig.

Norske erfaringer

På mødet vil seniorrådgiver i det norske Børne- og Ligestillingsministerium, Unni Mathisen, fortælle, hvad man har gjort og gør i Norge for at bekæmpe hadefulde ytringer i det offentlige rum. Den norske regering har udarbejdet en strategi på området, der indeholder en lang række initiativer og tiltag, som involverer en række offentlige myndigheder.

- Jeg er glad for, at vi har fået muligheden for at høre om, hvad man gør i Norge for at bekæmpe hadehulde ytringer. Det kan måske inspirere os, siger Sara Olsvig.

Det dækker emnet over

Hadefulde ytringer (eller hadtale) er ytringer, som spreder eller opfordrer til had mod personer, f.eks. på nettet, og kan f.eks. være baseret på køn, sprog, etnicitet, religion eller livssyn, seksuel orientering, kønsidentitet, nedsat funktionsevne, alder, politisk observans, sociale status mv. Hadefulde ytringer kan komme i mange varianter og være stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerende og truende ytringer. Det kan f.eks. være i kommentarspor til artikler, på Facebook eller andre sociale medier.

Mødet i Katuaq er led i det nordiske ligestillings-ministersamarbejde, fremgår det af pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS