Stor debat
Sara Olsvig tager dyb afstand fra aggressiv FB-opdatering
Samarbejdsparterne bag NAKUUSA tager dyb afstand fra projektleders statusopdatering på Facebook, hvor hun med hårde vendinger og skældsord skælder dansksprogede grønlændere ud for ikke at kunne tale grønlandsk.
Naalakkersuisoq Sara Olsvig og generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen, tager dyb afstand fra en ansats statusopdatering på Facebook kort tid før påske. Sara Olsvig og Steen M. Andersen er samarbejdspartnere i det grønlandske børnerettighedsfremmende projekt NAKUUSA.
Debat på Facebook: Lær dog det grønlandske sprog
- Vi skal i en positiv tone opfordre alle børn til at lære flere sprog. Vi har alle ret til at udtrykke vores holdninger, men jeg opfordrer til, at debatten - uanset om den foregår på Facebook eller andre steder – holdes på et sagligt niveau, siger Sara Olsvig i en pressemeddelelse.
Lær dog sproget
Det var Najaaraq Müller, der til daglig er ansat ved NAKUUSA, der før påske fik sindene i kog og i en artikel fik en del af Sermitsiaq.AG's læsere til tasterne. I sin opdatering, der siden er blevet fjernet, skrev hun blandt andet:
- Kan slet ikke fatte dansktalende grønlænderers tudefjæs om, at de ikke føler sig velkomne her.
Senere i opdateringen skrev hun:
- De er født i den rødeløber her i landet:, så hvorfor kræve noget mere?! Lær dog sproget!!!
Varetager og arbejder for ALLE børn
Statusopdateringen får Steen M. Andersen fra Unicef til at sige:
- I UNICEF, og herunder NAKUUSA, arbejder vi for at fremme rettighederne som nedskrevet i FNs Børnekonvention. Vi kan ikke understrege nok, at NAKUUSA varetager interesser og arbejder for ALLE børn i landet – uanset sprog, køn, social status, religion og kultur, siger Steen M. Andersen.
Sermitsiaq.AG er i gang med at finde ud af, om episoden får nogle konsekvenser for den ansatte Najaaraq Müller.