Arktis Råd
Sara Olsvig spørger om Grønland vil deltage i Arktis Råds møde
Inuit Ataqatigiits formand, Sara Olsvig, vil have afklaring om Naalakkersuisut agter at deltage i Arktisk Råds ministermøde, der skal holdes i Iqaluit i maj
Eftersom tidligere Naalakkersuisut med Aleqa Hammond fra Siumut i spidsen fra maj til august i 2013 har boykottet Grønlands deltagelse i Arktisk Råd-samarbejdet, ønsker Inuit Ataqatigiit-formanden Sara Olsvig nu at høre om Naalakkersuisut agter at deltage i det kommende ministermøde i Arktisk Råd, der skal holdes i Iqaluit, Nunavut, i maj.
Forespørgslen sker via et paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut.
- Arktisk Råd holder ministermøde hvert andet år. Sidste ministermøde fandt sted i Kiruna i Sverige i 2013. Her boykottede Naalakkersuisut mødet og missede en mulighed for at fremføre Grønlands synspunkter direkte over for de otte arktiske staters udenrigsministre, begrunder Sara Olsvig sit spørgsmål blandt andet med.
Sara Olsvig ønsker blandt andet at høre om hvad Naalakkersuisut har planer om budskaber, såfremt Naalakkersuisut skal deltage i Arktis Råds ministermøde, og såfremt de får taletid under mødet.
Læs: Grønland er tilbage i Arktisk Råd
Ruslands sabelraslen mod Danmark
Derudover ønsker Sara Olsvig at høre om hvilke overvejelser Naalakkersuisut har om Ruslands seneste sabelraslen om forholdet til Rigsfællesskabet og den mulige danske tilslutning til NATO’s missilforsvar.
Det sker efter, at den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag advarede om, at Danmark vil blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis Danmark tilslutter os Natos missilforsvar.
- Er det noget Naalakkersuisut agter at kommentere eller på andre måder tage op under Arktisk Råds ministermøde?, spørger Sara Olsvig.
Læs: Grønland går i krig mod Sveriges formandskab
EU’s ønske om observatørstatus og sælskinds-debatten
Under Arktis Råds ministermøde forventes det også, at EU’s ansøgning om observatørstatus i Arktisk Råd vil blive behandlet.
Derfor ønsker Inuit Ataqatigiit-formanden også at høre hvilke overvejelser Naalakkersuisut har gjort sig, set i lyset af EU’s bebudede stramninger over for Inuit-undtagelsen i sælproduktimportforbuddet.
- Hvad vil Naalakkersuisut gøre for at fremme Grønlands interesser på sælproduktområdet samt andre områder i forbindelse med Arktisk Råds ministermøde?, spørger Sara Olsvig.
Læs: Grønlandsk bekymring for EU’s mulige importstramning af sælskind