Sara Olsvig: Der findes et bedre alternativ
Inuit Ataqatigiit vil afsøge mulighederne for et alternativt flertal - men er også parat til at arbejde som opposition. En Siumut-ledet mindretalsregering skal ikke regne med støtte.
Det er en enig hovedbestyrelse i Inuit Ataqatigiit, der her til formiddag traf beslutningen om at afbryde forhandlingerne med Siumut om dannelsen af en koalition.
Beslutningen kommer efter en del overvejelser og flere møder siden de to forhandlingsmøder med Siumut sidste fredag.
- Vi mødte op til forhandlingerne med et åbent sind, og vi havde også forventet at møde mere åbenhed overfor os, siger IA-formand Sara Olsvig til Sermitsiaq.AG.
Tre knaster stod i vejen
Som et af punkterne anfører hun den interne uenighed i Siumut om især fiskeriloven, hvilket ifølge hende gør det svært at vide, hvem i Siumut man egentlig forhandler med.
Det næste punkt som hun anfører, er den lukkethed, som regeringsførelsen fra Siumuts side i hendes øjne er præget af.
- Vi havde forventet, at vi ville få nogle toner at høre, som gav os noget mere tryghed i forhold til dette. Og det hørte vi ikke, siger hun.
- Og den tredje ting hænger sammen med de to første: Vi kræver en god regeringsførelse, og vi kræver, at der er tryghed for befolkningen og samfundet. Forhandlingerne viste os, at den gode regeringsførelse, som vi ønsker at stå for, den finder vi ikke hos Siumut.
Vil lede efter alternativt flertal
- Vil udmeldingen om, at I ikke ønsker at være redningskrans for den nuværende koalition også gælde i relation til en eventuel mindretalsregering ledet af Siumut?
- Jeg syntes vores meddelelse er meget klar: Det er ledelsen vi anfægter. Det vi mener samfundet og befolkningen har behov for er stabilitet, og det mener vi ikke den nuværende koalition kan levere.
I stedet for vil Inuit Ataqatigiit nu lede efter et alternativt flertal. Hun vil dog ikke afsløre, hvor konkrete sonderinger, der hidtil har fundet sted
- Som jeg har sagt tidligere, så taler jeg med de andre partiledere, som ønsker at tale med mig. Vi mener, at der kan findes et bedre alternativ og vi er klar til at drøfte mulighederne med andre partier, såfremt de ønsker.
Hvis et alternativt flertal skal blive en realitet, vil det først og fremmest kræve, at Demokraterne som det andet store oppositionsparti er parat til at gå ind i sådan en koalition. Men selv med støtte fra Samarbejdspartiet vil det kræve støtte fra yderligere et parti, hvis en sådan koalition skal have et flertal af de 31 mandater i Inatsisartut i ryggen.
- Vi er en række partier i grønlandsk politik, som står for en større redelighed og ordentlighed i forhold til regeringsførelse.
- Så for mig at se, er der muligheder, men vi har som bekendt ikke i Inuit Ataqatigiit et flertal på 16 mandater.
Sara Olsvig understreger, at hun ligeledes er parat til at fortsætte i oppositionen.