Sang og saxofon for hele familien

Dansk duo på turné til Sisimiut og Ilulissat og måske til Sarfannguaq

Duo Saxopran Rebecca Persson Jeanette Balland underholder i Sisimiut og Ilulissat. Foto Privat Vi lægger stor vægt på den direkte kontakt og udveksling med publikum, musikskoler og andre musikere på Grønland, siger Rebecca Persson og Jeanette Balland.


Offentliggjort

Der er glad og levende klassisk musik på vej til børn og familier i Grønland.

På en ti dage lang turné besøger den danske Duo Saxopran først Sisimiut, hvor de skal optræde i Taseralik, både for voksne og for skolebørn. De to musiker planlægger også at give en lille koncert for indbyggerne i bygden Sarfannguaq, hvis vejrguderne vil det. Derpå går rejsen videre til Ilulissat og Qeqertarsuaq.

Duo Saxopran består af to professionelle danske musikere, nemlig sopransangerinde Rebecca Persson og klassisk saxofonist Jeanette Balland. Duoen er den eneste af sin slags i verden! Det fortæller de to musikere i en pressemeddelelse.

Kærlighed til det arktiske

- Vi ønsker at styrke de sproglige og kulturelle relationerne mellem Danmark og Grønland med særligt fokus på det musikalske møde med børn og unge og indbyggerne i de små bygder, siger Rebecca Persson og Jeanette Balland.

Duo Saxopran har optrådt over 300 gange i Danmark med deres børnekoncert "Himmelglans" og har desuden turneret i Island, Færøerne og i 2007 i Grønland (Nuuk og Ilulissat). Duoens store kærlighed til det arktiske og til den nordiske natur og kultur er ikke til at tage fejl af!

- Vi vil gerne give det grønlandske publikum en varm og positiv oplevelse af klassisk og ny nordisk musik uden fine fornemmelser. Vi lægger stor vægt på den direkte kontakt og udveksling med publikum, musikskoler og andre musikere på Grønland, siger Rebecca Persson og Jeanette Balland.

Himmelglans for børn

Duoens børnekoncert ”Himmelglans” handler om at gå på opdagelse i stemmen, himmelrummet og de store lommer i sangerindens tryllekåbe. Sommerfugle og engle flyver rundt på scenen med musikkens vinger og møder både Carmen og en genert jordbærlarve.

Børnene udforsker deres egne stemmer i fællessang, krops- og stemmeøvelser og oplever, hvordan poetiske ord kan få smag af bedstemors kringle og få tilført nyt liv og magi, når de smelter sammen med saxofonens toner.

Repertoiret er klassisk musik fra smukke gamle danske sange til splinterny musik iblandet det høje C. Et totalshow med fortryllende humor, musikalsk virtuositet og billedskabende fortællinger, som får selv små krudtugler til at slå sig ned for at lytte og flyve med.

Himmelglans er en glad og levende koncert, hvor de to musikere med humor og dialog med publikum kommer vidt omkring både danske folkemelodier, ny nordisk musik, det høje C og tre slags saxofoner. Undervejs får publikum både rørt stemmer, krop og lattermuskler.

Nordisk magi til koncerten

Det er en særlig oplevelse at høre tonelegen fra den udtryksfulde saxofon og en eventyragtig sangstemme smelte sammen i spændende musikalske universer, som spænder fra det skrøbelige og poetiske til det kraftigfuldt ekspressive. Duo Saxopran gør meget ud af at fortælle lidt om værkerne undervejs i koncerten med humor og glimt i øjet.

Duo Saxopran vil til deres koncerter for hele familien spille ny nordisk musik, som er komponeret specielt til dem af nordiske komponister, samt et par traditionelle danske sanger og salmer. Publikum stifter bekendtskab med hele tre forskellige saxofontyper.

To musikalske ildsjæle

Jeanette Balland er en af Danmarks mest fremtrædende klassiske saxofonister som solist-, kammer- og orkestermusiker. Hun har uropført utallige værker og er Det Kgl. Kapels og DR Radiosymfoniorkestrets første valg som saxofonsolist.

Hun modtog Dansk Komponist Forenings Musikerpris 2004 og Musikanmelderringens Kunstnerpris i 2004 og i 2005 Gladsaxe Musikpris.

Rebecca Persson, sopran, er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun optræder især med dansk vokalmusik og ny kompositionsmusik. Hun sang sopranpartiet ved urpremieren i Tórshavn i 2006 på verdens første færøske opera.

Læs mere på www.DenDanskeSang.dk.

Børn over hele linjen

Desuden er sopranen Rebecca Persson forfatter til bogen “BABY – 100% naturlig uden tilsætning”, som udkom på Politikens Forlag i foråret. Det er altså to musikere, hvis hjerte i høj grad banker for børn – og de har da også hver især en datter med på denne turné til Grønland!

Duo Saxopran kan opleves i Taseralik Kulturhus, Sisimiut, onsdag d. 19. oktober kl. 19 og i Sermermiut Kulturhus, Ilulissat, onsdag d. 26. oktober kl. 19.30.

Powered by Labrador CMS