Samarbejdspartiet: Drop lufthavnen i Qaqortoq - og byg veje
Det nye parti foreslår, at man forbinder Sydgrønland med et vejnet i stedet for at bygge en ny lufthavn
Samarbejdspartiet mener, at man bør droppe planerne om en ny lufthavn i Qaqortoq og i stedet for opbygge et vejnet i Sydgrønland.
- Et vejnet kan binde Sydgrønland langt bedre sammen end en lufthavn, der jo kun vil ligge et sted. De øvrige byer vil stadig være afhængig af sejlads eller helikopter, siger partiets formand Michael Rosing til Sermitsiaq.AG.
Partiet mener, at man vil kunne høste en række synergieffekter ved at binde en række sydgrønlandske byer sammen med et vejnet.
- Forestil dig, at du sidder i Narsaq og mangler en reservedel. Den vil du med en vej kunne hente i din bil.
- Turister vil kunne køres direkte fra Narsarsuaq ud til ørredfiskeri, hvor de nu er afhængig af dyr transport med båd, mener Michael Rosing.
Mangler finansiering
Samarbejdspartiet har ikke lagt sig fast på en præcis vejføring, en Michael Rosing forestiller sig, at man forbinder Narsarsuaq med Narsaq og derfra videre til Qaqortoq med en færge på det smalleste sted.
Han erkender dog, at partiet endnu ikke har finansieringen på plads.
- Det er jo et infrastrukturprojekt, så jeg tænker, det må finansieres over finansloven. Det kan også tænkes, at kommunen er interesseret i at bidrage. Vi har dog ikke noget præcis bud på, hvad det vil koste.
- Vi mener dog, at man bør standse op, og regne på denne løsning. For vi ved, at en en ny lufthavn kommer til at give underskud, og formentlig også dyrere biletter
Samarbejdspartiet støtter udvidelserne af lufthavnene i Ilulissat og Nuuk. Kangerlussuaq skal efter partiets forestilling nedgraderes til en lokal lufthavn.