Siorarsiorfik

Sådan tryller Sermersooq en milliard kroner til hovedstadsplan

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har enstemmigt støttet etableringen af et byudviklingsselskab, der skal forandre Nuuk og sikre nok boliger og institutionspladser i hovedstaden, der indbyggermæssigt vokser år for år.

Siorarsiorfik
Kommunalbestyrelsen i Sermersooq har besluttet at oprette et byudviklingsselskab, som skal sikre fremdriften af den store hovedstadsplan, der indbefatter en ny bydel Siorarsiorfik
Offentliggjort

Et centralt omdrejningspunkt i den ambitiøse hovedstadsplan er etableringen af et byudviklingsselskab, der nu bliver stiftet med en aktiekapital på fem millioner kroner. Desuden overfører kommunen 20 millioner ekstra til selskabets pengekasse.

Boligafdelinger skydes ind i selskab

En midlertidig direktør udpeges af kommunen inden for egne rækker, mens man finder frem til den rette person, som skal stå for fremdriften af byudviklingsplanerne.

Fire boligafdelinger, der udgør cirka 70 procent af Kommuneqarfik Sermersooqs boligmasse, skydes ind i byudviklingsselskabet, der med den manøvre får tilført værdier for et beløb på mellem 1 og 1,4 milliarder kroner.

- Nykredit har tidligere vurderet de fire boligafdelingers værdi, og buddet lå på 1 til 1,4 milliarder kroner, oplyser kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen til Sermitsiaq.AG.

Tryllenummeret

Når byudviklingsselskabet får boligafdelingerne overført, er der mulighed for at lave en belåning, der kan være med til at finansiere de fremtidige byggeprojekter i kommunen.

Lars Møller-Sørensen understreger over for Sermitsiaq.AG, at lejerne i de fire boligafdelinger intet vil mærke.

- Det vil fortsat være Iserit, som administrerer ejendommene, og det vil ikke ændre på huslejerne eller vedligeholdelsen af bygningerne, understreger Lars Møller-Sørensen.

Bestyrelse udpeges

På Økonomi- og Erhvervsudvalgsmødet den 21. september er det planen at beslutte, hvem der skal sidde i bestyrelsen for det nye byudviklingsselskab.

Den store hovedstadsplan opererer med en helt ny bydel (Siorarsiorfik), to skoler, 10 daginstitutioner og 1600 boliger samt tunnel eller kystvej gennem eller langs med Store Malene.

Ud af de 1600 boliger er det planen, at kommunen skal stå for finansieringen af de 400. Resten skal finansieres af private investorer. Siumuts medlemmer af kommunalbestyrelsen sagde på mødet, at de mente kommunen skulle opføre 600 boliger.

Projekt deles op i bidder

Det samlede projekt kræver investeringer for mellem fire og fem milliarder kroner. Planen var i første omgang at et enkelt konsortium skulle byde på opgaven, men den ide er droppet. Nu er planen, at det deles op i mindre bidder, hvor finansieringsmodellen kan være forskellig fra byggeprojekt til byggeprojekt.

Powered by Labrador CMS