Nuuk

Sådan skal ny plads se ud i Nuuk

Den nye plads mellem Nuuk Center og Inatsisartut forventes at være færdig medio oktober. Tårnet på Nuuk Center får samtidig et nyt facade-udtryk

En ny plads mellem Nuuk Center og Inatsisartut bliver nu en realitet
Offentliggjort

En ny plads mellem Nuuk Center og Inatsisartut bliver nu en realitet.

Det oplyser entreprenøren MT Højgaard i en pressemeddelelse.

Under etableringen af Nuuk Center blev den oprindelige plads mellem centeret og Inatsisartut-bygningen en del af byggepladsen. I forbindelse med reetableringen af pladsen får den nu nyt design og ny indretning, der fremhæver Imaneq-aksen, der løber gennem Nuuks bymidte.

’Landsstyrepladsen’, som er ét af arbejdsnavnene for pladsen, da den endnu ikke er navngivet, belægges med en blanding af grønlandske granitfliser samt betonfliser med flere græsområder. Derudover får pladsen en belysning, der skal være med til at skabe lys, rum og stemning i området.

Pladsen er tegnet af arkitekter fra TNT Nuuk og projekteres af Inuplan.

Tårnet på Nuuk Center får nyt facade-udtryk
Som en del af mangeludbedringen får tårnet på Nuuk Center samtidig et nyt facade-udtryk på syd- og østvendte facader, som vender ind mod bymidten. De nye facader er designet, så de fremhæver bygningens arkitektur, forlænger levetiden på facade-partier, forøger tæthed og reducerer energiomkostningerne.

Den nye facadeløsning er udtænkt i tæt samarbejde mellem Grønlands Selvstyre, Ejendomsselskabet Illuut, bygherrerådgiver Bygge- og Miljøteknik A/S, entreprenøren MT Højgaard og KHR arkitekter.

MT Højgaard oplyser til Sermitsiaq.AG, at arbejdet med den nye plads begyndte for en uges tid siden og forventes at være færdig medio oktober.

Powered by Labrador CMS