efter ny folkeskolelov

Sådan skal folkeskolen evalueres

Et af de vigtige tiltag, som fulgte med den nye folkeskolelov, var introduktionen af det pædagogiske system ’effektiv pædagogik’. Evaluering skal nu vise, hvor mange der bruger det, og hvordan det opleves

Arkivfoto af skolestart i Nuuk
Offentliggjort

I 2003 fik Grønland en ny folkeskolelov, som indebar en række væsentlige ændringer. Og nu er den første årgang af elever kommet igennem 1.-10. klasse efter reformen. Selvstyret har derfor bedt Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om at undersøge, hvor skolen står i dag, og om ideerne bag loven også har ført til ændringer i praksis.

- Det er en meget vigtig og spændende evaluering, siger Helene Brochmann, der er special-konsulent hos EVA, og som selv er cand.mag. i eskimologi og samfundsfag og har været timelærer i Akunnaaq efter sin studietid.

- Skolen er så vigtig for hele samfundets udvikling, og derfor er det helt afgørende, at den fungerer godt. Og evalueringen vil som noget nyt kunne give et samlet billede af, om de æn-dringer der kom i 2003, rent faktisk er slået an og har haft en betydning for skolen, forklarer hun til Sermitsiaq.AG.

Effektiv pædagogik
Et af de vigtige tiltag, som fulgte med den nye folkeskolelov, var introduktionen af det pædagogiske system ’effektiv pædagogik’, og evalueringen skal vise, hvor mange der bruger det, og hvordan det opleves. Det skal også undersøges, om det er blevet udbredt at udvikle og planlægge undervisningen på grundlag af dokumentation og evaluering, og hvor meget kom-petenceudvikling lærerne får.

- Men vi er selvfølgelig også interesserede i at få afdækket, om eleverne kan det de skal, når de forlader folkeskolen, og eventuelt fortsætter på en erhvervsuddannelse eller GUX. Og vi vil også rigtig gerne høre hvor skolens ansatte, elever og forældre ser de vigtigste udfordringer, og om nogle har gjort sig gode erfaringer, som andre skoler kan trække på, siger Helene Brochmann.

- Vi har sendt spørgeskemaer ud med e-mail til alle skoleledere, og her midt i august sender vi også et til alle lærere. Jeg synes, det er vigtigt, at alle bliver hørt og får anledning til at la-de deres mening komme frem, og vi er selvfølgelig meget spændte på, hvad de svarer.

I efteråret skal Helene Brochmann og en kollega besøge 12 skoler i byer og bygder over hele landet. De skal overvære undervisning og tale med ledere, lærere, elever, forældre og de kommunale forvaltninger. Evalueringen skal udmunde i en rapport, der kommer i foråret 2015.

Powered by Labrador CMS