Sådan sikrer du dine smart devices
Stærke koder, løbende opdatering og segmenterede netværk er nøgleord, hvis du vil undgå, at it-kriminelle kigger dig over skulderen.
Jo flere digitale enheder du kobler på dit hjemmenetværk, jo flere potentielle bagdøre giver du it-kriminelle.
Derfor skal du sætte kode på alle smart devices.
Og det er ikke nok med standardkoden, siger Thomas Damsgaard, der er leder hos it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab Nordic og medlem af it-branchens sikkerhedsudvalg.
- Mange af de billige devices kommer med et standardkodeord. Og det ved de kriminelle godt. Så de skal bare finde dit device via internettet, trykke kodeordet, og så har de kontrol over det, siger han.
Thomas Damsgaard råder derfor til, at du har unikke koder til hver enhed.
- Hvis kodeordet bliver stjålet ét sted, er det meget simpelt for de kriminelle at gå igennem dine enheder og genbruge kodeordet, siger han.
Du skal også sørge for, at dine enheder bliver opdateret løbende, råder it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra virksomheden CSIS.
- Man skal sætte sig ind i, om udstyret opdaterer sig selv, eller om man løbende skal gøre det manuelt, siger han.
Modsat telefon og computer autoopdaterer mange smart devices nemlig ikke. Derfor skal du ind i indstillingerne eller læse på fabrikantens hjemmeside, hvad den nyeste opdatering hedder.
Peter Kruse råder også til, at du bruger din kritiske sans.
- Der er altså produkter, som er for billige, og som ikke har tænkt sikkerhed ind. Så det er vigtigt, at man vælger noget, som er testet og sikkert, siger han.
Du kan også med fordel sikre det hjemmenetværk, dine enheder bliver koblet på, foreslår Thomas Damsgaard. Og undgå den klassiske fejl at opkalde netværket efter din adresse eller efternavn.
- Hvis it-kriminelle er interesseret i dig, så kan de se, præcis hvilket netværk der er dit. Og så kan de målrettet finde ud af, hvordan de kommer ind på det, siger han.
Du kan også overveje en såkaldt segmentering, hvor du ikke lukker dine smart devices helt ind i hjemmet, men holder gæster og gadgets på et netværk med begrænset adgang.
På den måde vil de forskellige enheder - det kan være højttalere, køleskab eller tv - ikke have direkte kontakt til familiens private enheder såsom computere og telefoner, siger Thomas Damsgaard.
I det hele taget bør du overveje, hvilke enheder der overhovedet behøver at være online.
- Hvis det ikke er nødvendigt, så anbefaler jeg stærkt, at man undlader at koble det på nettet. Køleskabet gør stadig, hvad det skal. Ellers åbner du bare endnu en potentiel angrebsflade for it-kriminelle, siger han.
/ritzau fokus/