Så mange er vaccineret i byer med smitte

Fem byer og en bygd har fået konstateret mindst en smittet med Covid-19 de seneste dage. Senest er der fundet tre nye i Qaqortoq. Landslægeembedet er bekymret for den lave vaccinetilslutning især i Sydgrønland.

Offentliggjort

Der er konstateret smittede med coronavirus flere steder i landet de seneste par døgn. Senest er der fundet tre nye smittede i Qaqortoq, der alle har været med til en koncert i Rockhouse i Qaqortoq fredag den 9. juli.

Og med lav tilslutning til coronavaccinen er der risiko for, at smitten breder sig og flere bliver mere alvorligt syge af coronavirus.

De nyeste tal fra landslægeembedet, som Sermitsiaq.AG har modtaget, viser, at tilslutningen mange steder kan være bedre blandt målgruppen på voksne over 18 år.

Så mange i procent har modtaget 1. vaccine blandt målgruppen:

  • Ilulissat: 74,8%
  • Sisimiut: 72,5%
  • Nuuk: 75,3%
  • Narsarsuaq: 70,6%
  • Narsaq: 84,4%
  • Qaqortoq: 64,9%

Det procentvise tal er for de borgere over 18 år, der allerede har modtaget 1. vaccine. Tallene viser, at Qaqortoq, hvor der er 2.296 borgere over 18 år, og hvor det på nuværende tidspunkt tyder på en smittespredning med Covid-19, har lavest tilslutning.

Her har 1.490 borgere modtaget første stik, hvilket svarer til 64,9 procent af den voksne befolkning. Og det vækker bekymring hos landslægeembedet.

- Vaccinetilslutningen er lav i Kommune Kujalleq, hvorfor der er stor risiko for smittespredning i hele området, oplyser Paneeraq Noahsen, læge ved landslægeembedet i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.

Flere har modtaget andet stik

Ud af andelen af borgere, der har modtaget vaccine i de byer, der er konstateret smitte, er der en stor del, der også har modtaget andet stik af vaccinen.

Så mange har modtaget første stik:

  • Ilulissat: 2.655
  • Sisimiut: 3.008
  • Nuuk: 10.919
  • Narsarsuaq: 77
  • Narsaq: 911
  • Qaqortoq: 1.490

Af dem har i alt modtaget andet stik:

  • Ilulissat: 1.281 borgere
  • Sisimiut: 1.644 borgere
  • Nuuk: 4.764 borgere
  • Narsarsuaq: 60
  • Narsaq: 754
  • Qaqortoq: 591

Tre ud af fire stukket en gang

På corona.nun.gl er det oplyst, at 32.168 har fået første vaccine mod coronavirus. Der er i alt 42.614 borgere over 18 år i hele landet. Dermed har 75,5 procent af borgere, der er over 18 år modtaget første vaccinen, hvorimod det kun er 57 procent af hele befolkningen (inklusiv personer under 18 år) på landsplan.

Antal vaccinerede på kommunalt plan kan ses her.

Drop-in-vaccinationer på vej

For at løfte andelen af vaccinerede borgere arbejder myndighederne med at indføre drop-in vaccinationer i landet. I Nuuk er der allerede lavet planer for drop-in vaccination de næstkommende tre torsdage, mens Upernavik og Ilulissat har gennemført drop-in vaccinationer.

- Sundhedsvæsenet er i gang med at sætte ekstra vaccinationsdage op på hele kysten. Vaccinationstidspunkterne vil blive meldt ud lige så snart de foreligger, oplyser Paneeraq Noahsen.

Powered by Labrador CMS