Så er der flatrate i Tasiilaq
Tele-Post lancerer i dag tirsdag Tusass flatrate internet i Tasiilaq og tilhørende bygder. Tobiasine Boassen fra Kulusuk glæder sig over fast hastighed.
Nye abonnementer på internet lanceres i Tasiilaq og dertilhørende bygder i dag.
Det betyder fastlagte hastigheder uden begrænsninger.
Det oplyser Tele-Posts Tusass på sin Facebookside.
Tobiasine Boassen, der er sundhedsassistent i Kulusuk, er fast bruger af internettet i det daglige. Hun bruger computersystemet Pipaluk, der forbinder sundhedsmedarbejdere i bygder med sundhedscentrene i byerne. Med Pipaluk har hun direkte, digital kontakt med sundhedsvæsenet i den nærmeste by.
- Det betyder meget med fast hastighed, uanset hvor jeg er, for det betyder, at hastigheden ikke vil ændre sig, når jeg bruger Pipaluk. Også når jeg besøger patienter eller klienter. Jeg håber, at vi så kan have hurtig og stabil kontakt med lægen omkring patienter, forklarer Tobiasine Boassen til Sermitsiaq.AG.
De tre hastigheder, der indføres som Tusassabonnementer er:
- 1/0,5 Mbit
- 2/1 Mbit
- 4/1 Mbit
Hastigheden 4/1 Mbit kan indtil videre kun købes i Tasiilaq, og gælder dermed ikke for bygderne. Men Tobiasine håber, at også den hurtigste hastighed vil nå Kulusuk engang.
- Forbindelserne kan nogle gange være udfordrende. Så jeg håber, at der fremover vil komme bedre og hurtigere forbindelser, så vi også kan følge mere med udviklingen, siger hun til Sermitsiaq.AG.