Så er de nye helikoptere flyvende

Den første af Air Greenlands H155 helikoptere indsættes i dag på sin rute. Ruten starter i Upernavik, hvor turen går til Innaarsuit.

Offentliggjort

Den første H155 helikopter i Air Greenland er indsat på ruten mellem Upernavik og Innaarsuit i dag med afgang kl. 10.15. Helikopteren skal fortsætte ruten i Upernavikdistriktet i dag. De i alt seks nye H155 helikoptere erstatter Bell212 helikoptere, som et led af servicekontrakten.

- Det er fantastisk, at vi nu kan sætte den første H155 maskine i rutefart i Upernavik distriktet. Det er resultatet af et rigtig godt samarbejde med Departementet for infrastruktur og en række dedikerede Air Greenland medarbejdere, at vi er nået hertil, siger direktør i Air Greenland og fortsætter:

- For borgerne i området betyder det en lidt hurtigere fartplan, mindre larm og så er den helt afgørende forskel, at H155 maskinerne bruger mindre brændstof, og dermed også udleder mindre CO2, som er en vigtig del af vores bæredygtighedsstrategi.

Glad Naalakkersuisoq

Sermitsiaq.AG har tidligere fortalt om de store udfordringer omkring befordring af passagerer i især Upernavik-området.

Naalakkersuisoq for infrastruktur glæder sig over optimeringen af bygdebeflyvningen i hele landet:

- Befordringen i Upernavikdistriktet har historisk været hårdt ramt af svære transportforhold. Derfor har det længe været et politisk ønske at sikre forbedringer, særligt til de nordlige bygder Kullorsuaq og Nuussuaq. Naalakkersuisut ser med stor forventning frem til de forbedringer, som den nye helikoptertype forventes at medføre, siger Naalakkersuisoq for infrastruktur, Naaja Nathanielsen (IA).

Air Greenland har i den seneste tid uddannet de første tre nye mekanikere, så de kan arbejde med H155-typen, oplyser direktøren.

Der forventes at indsætte endnu en H155-helikopter ved Ilulissat i år. Vinteren skal bruges til at klargøre de sidste fire helikoptere, så de kan indsættes i sommeren 2022.

Powered by Labrador CMS