S: Positiv melding fra Partii Inuit

Sprogdebatten mellem Siumuts Ole Aggo Markussen og Partii Inuit bliver nu nedtrappet

- Jeg er glad for meldingen om, at det negative og konfrontative ikke nødvendigvis vil være en linje fra Partii Inuit, siger Ole Aggo Markussen, Inatsisartut-kandidat for Siumut. Foto: Privat
Offentliggjort

- Jeg er glad for, at Partii Inuit nu melder fra den konfrontative linje.

Sådan siger Ole Aggo Markussen, Inatsisartut-kandidat for Siumut, i en kommentar til Partii Inuits Poul Egede Jensen, der på vegne af det nye partis bestyrelse her på Sermitsiaq.AG har præciseret, at Partii Inuit ikke går ind for kun et sprog i Inatsisartut.

- Vi ønsker blot at fremme brugen af vort eget sprog, ikke andet, lød meldingen således fra Poul Egede Jensen tidligere på dagen.

Læs "Partii Inuit: Ikke kun et sprog i Inatsisartut"

Læs "Siumut-kandidat revser Partii Inuit"

De ord falder i god jord hos Ole Aggo Markussen.

- Jeg er glad for meldingen om, at det negative og konfrontative ikke nødvendigvis vil være en linje fra Partii Inuit. Vi har mere end nogensinde behov for at fokusere på det, der samler os som et folk – og ikke kun have fokus på det, der skiller os, lyder det fra Siumut-politikeren, der mener, 'det er tvingende nødvendigt, at vi gør op med splittelsen i samfundet’.

Læs "Partii Inuit: Det er vores land!"

- Tiden er ikke inde til at grave dybere grøfter, men til at søge en bred og samlende konsensuspolitik i Inatsisartut. Vi har store udfordringer foran os, hvis vi skal komme den stigende marginalisering og udstødelse til livs. Ikke mindst hvis vi atter vil være med til, at landet igen styres og udvikles med deltagelse fra alle i befolkningen, fremhæver Ole Aggo Markussen.

Powered by Labrador CMS