S: Løftebrud af dimensioner eller løgn?

Har Naalakkersuisut glemt, hvad det lovede befolkningen? Brud eller løgn? Aleqa Hammond, Siumut, undrer sig over afgiftshøjelser

Aleqa Hammond, Siumuts formand, mener, at Naalakkersuisut ser stort på deres koalitionsaftale og begår løftebrud. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Aleqa Hammond, formand for Siumut, husker, at der i Naalakkersuisuts koalitionsaftale fra 2009, side 7 fremgår følgende: ”Naalakkersuisut er ikke tilhænger af, at skatte- og afgiftstrykket bliver højere, end det er i dag...”

Og da grønlandske borgere gennem de tre forgangne år har oplevet, at der løbende er indført den ene afgift efter den anden, ifølge Aleqa Hammond - så kalder hun det et løftebrud og går så langt, at hun kalder det løgnagtig tale.

Læs også: Aleqa er grønlandsmester i afgifter

Det sker i et debatindlæg, hvor Aleqa Hammond skriver:

- Siumut må desværre minde Naalakkersuisut om hvad der egentligt står i deres egen koalitionsaftale og hvilke løfter de tilkendegav overfor befolkningen, men det lader til at være ligeglade med det. Medlem af Inatsisartut Olga Poulsen Berthelsen oplyste, at dette var et mindre brud på koalitionsaftalen, og at det så vidt er i orden.

- Når man over for befolkningen har afgivet et løfte, så må man nødvendigvis realisere de løfter, man afgiver. Inuit Ataqatigiit, Demokraatit samt Kattusseqatigiit Partiiat anser dette som et mindre brud - og finder det i orden. Men lad os gøre det helt klart, at det, der nævnes som et mindre brud, gør et alvorligt indhug i befolkningens forsørgelse samt betalingsevne og henter midler direkte fra borgernes lommer. At man kalder det for indførelse af afgifter som noget ubetydeligt må nødvendigvis medføre, at man må konkludere, at man har løjet over for befolkningen, skriver Aleqa Hammond, der ironiserer det skete med følgende udtalelse:

- Eller måske har man bag om ryggen af befolkningen indgået en ny koalitionsaftale med nye mål, hvem ved?

Hun forklarer, at Siumut mener, at de mineralske råstoffer, som vi i samfundet ejer i fællesskab, må pålægges en afgift ved eksport, således at man indfører en ordning, der øger hele samfundets økonomi. Derfor undrer hun sig, at der ikke er forslag om at indføre afgifter af de mineralske stoffer, der udvindes af mineselskaberne. Hun mener, det er en ren foræring for mineselskaberne:

- Naalakkersuisut har ingen planer om at indføre afgifter af de mineralske råstoffer, der udvindes af mineselskaberne. De har højtideligt meddelt, at samfundet først får en andel af disse, når mineselskaberne har dækket deres omkostninger og hvis mineselskaberne generer et overskud. Naalakkersuisut skal flytte fokus væk fra de foreslåede afgifter og i stedet bruge deres kræfter på noget, der kan løfte hele samfundsøkonomien. Alt andet er status quo og ligner en benægtelsestilstand, for at vi for længst ejendomsretten til alle vore ressourcer, skriver Aleqa Hammond.

Powered by Labrador CMS