Russisk general: Hæren gør klar til evakuering fra Kherson
Angreb fra den ukrainske hær i Kherson-regionen gør situationen "ret vanskelig", erkender general Surovikin.
Ruslands hær gør klar til at evakuere civile fra byen Kherson i Ukraine.
Det meddeler general Sergej Surovikin, der for ti dage siden blev militær kommandør for indsatsen i Ukraine, ifølge AFP.
- Den russiske hær vil først og fremmest sikre en evakuering af befolkningen, siger Surovikin til den statslige russiske tv-station Rossiya 24.
Han tilføjer, at angreb fra ukrainsk side "udgør en direkte trussel mod indbyggernes liv". Ifølge ham har der været ukrainske angreb rettet mod civil infrastruktur.
Surovikin erkender ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at situationen omkring Kherson lige nu er "ret vanskelig".
Også den civile leder af Kherson-regionen, Vladimir Saldo, siger, at et antal civile vil blive evakueret på grund af risiko for ukrainske angreb. Det skriver Reuters.
Saldo, som er indsat på posten af Rusland, sagde i sidste uge, at Kherson-regionen i stigende grad blev ramt af raketangreb, der forårsagede "alvorlige skader".
Nu vil indbyggere i fire byer blive flyttet længere væk fra floden Dnipro, siger Saldo. Han forklarer, at der er fare for, at en dæmning i området kan blive ramt af ukrainske styrker.
Han tilføjer, at de indbyggere, der bliver evakueret, vil blive bragt til det sydlige Ukraine eller til Krim-halvøen. Den blev annekteret af Rusland i 2014.
Ukraines regering meddelte mandag, at fem mindre byer i Kherson-regionen nu atter er under ukrainsk kontrol.
Kherson er en af de fire regioner, som den russiske regering for nylig har erklæret for en del af Rusland.
Det var en af de første byer, der faldt til de russiske styrker, efter at Rusland invaderede Ukraine i de tidlige morgentimer 24. februar.