Russisk droneangreb dræber en og sårer 14 i ukrainsk havneby

Beboelsesejendomme og en uddannelsesinstitution er nogle af de mål, der blev ramt i russisk angreb på Odesa.

Brandfolk slukker ilden i en beboelsesejendom i Odesa fredag morgen.
Offentliggjort

En person er blevet dræbt, og mindst 14 personer er blevet såret i russiske droneangreb på den ukrainske havneby Odesa natten til fredag.

Det oplyser Odesa-regionens guvernør, Oleg Kiper, på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.

- På trods af vores luftforsvarsstyrkers aktive indsats er der sket skade på civil infrastruktur - herunder beboelsesejendomme, en videregående uddannelsesinstitution, en gasledning og private biler, skriver han.

Ifølge Reuters er der også sket skade på jernbanenettet.

Det lokale beredskab oplyser, at der blev gennemført mindst ti droneangreb på beboelsesejendomme, som derefter brød i brand.

Billeder fra Odesa viser, at brandfolk natten til fredag har reddet beboere ud af deres lejligheder i de brændende boligblokke.

Det ukrainske medie Kyiv Independent skriver, at én af de bygninger, der blev ramt, er et højhus med 23 etager. Det brød i brand mellem 18. og 20.-etage, og flere end 600 beboere måtte evakueres.

Ifølge Ukraines flyvevåben sendte Rusland i alt 86 droner ind over Ukraine i løbet af natten. Det lykkedes skydevåbnet at skyde 34 droner ned.

Havnen i Odesa er den største ukrainske havn ved Sortehavet, og byen er derfor et vigtigt knudepunkt for import og eksport til og fra Ukraine.

Odesa har gentagne gange været mål for russiske luftangreb siden krigens begyndelse i februar 2022.

Ud over Odesa er Kharkiv i det nordøstlige Ukraine blevet ramt i natten angreb, meddeler myndighederne i Kharkiv.

Her blev flere huse og boligblokke ramt. Der er ingen meldinger om tilskadekomne i Kharkiv.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS