Trump
Russermøde afslører alvorlig lækage i Trumps stab
Få mennesker kunne kende til møde med russisk advokat. Trump modarbejdes af inderkredsen ifølge ekspert.
Det er anden gang på kort tid, at den amerikanske præsident, Donald Trump, må se alvorlige oplysninger om hans familie og nære stab blive lækket til pressen.
Trumps søn Donald Trump Jr. har indrømmet, at han deltog i et møde med en russisk advokat under valgkampen.
Og det viser, at Donald Trump har et alvorligt loyalitetsproblem i sin stab, vurderer Anders Agner Pedersen, redaktør på kongressen.com.
- Det første jeg tænkte, da jeg så det her, det var "hold da op". Ud over at det er substantielt alvorligt og usædvanligt, så er det så få mennesker, der kan vide det her.
- Vi er inde og snakke om oplysninger, der er så følsomme, og som er så belastende for Donald Trump Jr., at det er meget få mennesker, der ved sådan noget her, siger han.
Donald Trump Jr. har på Twitter indrømmet, at mødet med advokaten fandt sted, og at han var interesseret i oplysninger, der kunne ramme Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.
Angiveligt kom der dog intet ud af mødet, lyder det fra ham.
- Det er klart, at jeg er den første nogensinde på et kampagnehold, der har lyttet til informationer om en rival, skrev han sarkastisk på Twitter mandag.
Men oplysningerne om mødet med den russiske advokat er alligevel alvorlige for både Trump og hans søn.
- De nye oplysninger, der kommer frem nu, vil blive inddraget i de oplysninger, der allerede er i hele Rusland-undersøgelsen, siger Anders Agner med henvisning til en undersøgelseskomité i Senatet.
Hidtil har Donald Trump nægtet, at en udenlandsk enhed har været indblandet i hans kampagnestabs affærer. Men de nye oplysninger om Donald Trump Jr. taler stærkt imod det.
Foruden afsløringerne om Trumps søn, er der tidligere også lækket alvorlige afsløringer om Trumps svigersøn, Jared Kushner, til de amerikanske medier.
Ifølge Washington Post forsøgte Kushner i december at etablere en hemmelig kommunikationskanal med Rusland på øverste politiske niveau.
Den 36-årige Jared Kushner er gift med Trumps datter Ivanka, der er en af præsidentens nærmeste rådgivere.
/ritzau/