sociale medier
Rusland truer med at lukke russernes adgang til Facebook
Persondata skal lagres i Rusland, ellers bliver det amerikanske medie Facebook blokeret i Rusland.
Rusland truer med at lukke adgangen til Facebook i landet, hvis ikke det amerikanske medie fremover lever op til russisk lov.
Det sociale medie lever af brugernes data, og fremover skal disse data placeres på servere i Rusland.
Det fremgår af russisk persondatalov, og den vil russiske myndigheder nu håndhæve.
- Der findes en lov, som (Facebook, red.) må overholde, siger talsmand Dmitrij Peskov i Kreml ifølge nyhedsbureauet Tass.
Peskov vil ikke, understreger han, gå ind i en diskussion om Facebooks virke i øvrigt.
Loven om lagring af persondata i Rusland trådte i kraft i 2015, skriver nyhedsbureauet AP.
Loven er blevet kritiseret, da man mener, at udenlandske virksomheder dermed tvinges til at blotlægge data for Ruslands efterretningstjeneste.
Facebook har været helt eller delvist blokeret i en række lande verden over. Det gælder blandt andet Kina, Nordkorea, Syrien og Iran.
Også i Tyskland har der været store diskussioner om Facebooks virke.
/ritzau/