Børns rettigheder

Royal Greenland vil lære om børns rettigheder

Børnerettighedsorganisationen MIO og Royal Greenland indgår partnerskabsaftale

900 ansatte i Royal Greenland får mulighed for at få indblik i børns rettigheder
Offentliggjort

900 ansatte i Royal Greenland skal lære mere om børns rettigheder. Børnerettighedsorganisationen MIO mener at det stadig er behov for at sprede viden om børns rettigheder i byer og bygderne.

Børnerettighedsinstitutionen MIO og Royal Greenland er allerede gået i gang med at klæde HR konsulent Esther Arens i Royal Greenland på, til at formidle budskabet om børns rettigheder til ansatte og deres familier.

Samfundsansvar
Det vil således indgå i den personaleudviklingsindsats, som Royal Greenland vægter højt, og undervisningen i børns rettigheder vil f.eks. være en del af Royal Greenland Academy og Royal Kids.

- Vores partnerskab med Royal Greenland er med til, at en rigtig stor del af befolkningen får yderligere viden om børns rettigheder. Partnerskabet er et godt eksempel på konkrete tiltag, hvor virksomheder tager et samfundsansvar som kommer samfundet, herunder ikke mindst børnene og virksomhedens ansatte, til gode, siger børnetalskvinde Aaja Chemnitz Larsen.

Royal Greenlands ansatte vil tage rundt på kysten, hvor der vil være besøg i byer og bygder.

- Jeg ser, at der fortsat er et stort behov for at sprede budskabet om børns rettigheder ud. Særlig fokus i vores samarbejde vil naturligt være at styrke forældreansvaret, men gøre det på en anerkendende måde. Jeg er overbevist om, at rigtig mange forældre gør alt, hvad de kan for at sikre deres børn en tryg barndom, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Powered by Labrador CMS