dødsfald

Rosa Kristiansen er død

Tidligere præst Rosa Kristiansen er død i en alder af 72 år

Rosa Kristiansen har i flere år været præst mange steder i Grønland. Hun arbejdede også som pensionist og viede et par den 20. juni i år. Sermitsiaq.AG beklager billedkvaliteten
Offentliggjort

Tidligere præst Rosa Kristiansen døde onsdag af en stærk hjerneblødning efter lang og tro tjeneste i samfundet. Hun blev 72 år.

Redaktionen har modtaget følgende nekrolog skrevet af Malînánguaq M. Mølgaard:

'Rosa Kristiansen var i Aasiaat, da hun fik det dårligt og blev fløjet til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor man konstaterede, at hun havde fået en hjerneblødning og døde på hospitalet i Nuuk.

Rosa Kristiansen arbejdede først som sundhedsmedhjælper og senere som lærer, kateket og ikke mindst som præst, også længe efter hun blev pensioneret. Så sent som den 20. juni i år, hvor hun viede et par i Aasiaat.

Rosa Kristiansen var i flere år med til at lave den nye version af den grønlandske salmebog. Rosa har arbejdet som kateket og præst i Akunnaaq, Qeqertarsuaq, Upernavik, Qasigiannguit, Nanortalik og Aasiaat, og hun har også vikarieret andre steder på kysten.

Rosa Kristiansen har også arbejdet i Qullissats Venners bestyrelse samt var den første formand i organisationen Qullissats Venner. Hun efterlader sig mand, børn, børnebørn og oldebørn.

Æret være Rosa Kristiansens minde'.

Powered by Labrador CMS