Rolig weekend i Sisimiut
Forbud af salg og udskænkning af alkohol i Sisimiut og bygderne har ikke givet anledning til ekstra travlhed for politiet i Sisimiut.
Det har været en rolig weekend for politiet i Sisimiut.
Politiet valgte at være mere synlige i bybilledet henover weekenden på grund af forbud mod salg og udskænkning af alkohol i byen og bygderne Sarfannguit og Itilleq.
- Folk har været gode til at følge anvisningerne og forbuddet om alkohol i weekendens løb, lyder vurderingen fra vagtchef ved Grønlands Politi Mads Lynge søndag.
Naalakkersuisut besluttede at holde alkoholsalg og udskænkning af alkohol lukket i Sisimiut og to bygder frem til og med mandag den 16. august på grund af udbredt smitte af coronavirus i byen.
- Der har ikke været nogen meldinger om, at der skulle være ulovlig udskænkning eller salg af alkohol i Sisimiut. Anvisningerne er blevet fuldt i Sisimiut, siger Mads Lynge.
Der er 74 aktivt smittede i Qeqqata Kommunia.