Risiko for fjeldskred: Vaigatområdet er usikkert

Selvstyret opfordrer alle sejlende til at være forsigtige, når de færdes i Vaigat Sullorsuaq, især ved ophold på kysten eller i kystnære områder.

Selvstyret oplyser at sydsiden af Nuussuaq-halvøen skal undersøges nærmere, da der for nyligt har været bevægelse på en fjeldside i området. Der er planer om feltbesøg på lokaliteten, som har en beliggenhed omkring 4 km nordvest for Tupaasat Kussinersuat (orange). Området befinder sig mellem Assapaat og Niiortuut, hvor der tidligere er sket flere skred.
Offentliggjort

Geologer fra Departementet for Råstoffer og Justitsområdet er sammen med geologer fra andre lande på feltarbejde i Umiammakku Nunaat, Kangerluarsuk og sydsiden af Nuussuaq i perioden 10.-29. juli, det oplyser departementet.

En fjeldside på Vaigat er i bevægelse og er usikker

Under feltarbejdet skal sydsiden af Nuussuaq-halvøen undersøges nærmere, idet der for nyligt har været bevægelse på en fjeldside i området.

GEUS's (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, red.) satellitbilleder viser bevægelsesaktiviteten på det nævnte område.

Der er derfor planlagt feltbesøg på lokaliteten, beliggende i 600-700 meters højde, omkring 4 km nordvest for Tupaasat Kussinersuat (orangefarvet område på kortfiguren). Området befinder sig mellem Assapaat og Niiortuut, hvor der tidligere er sket flere skred.

Opfordrer til forsigtighed i Vaigat Sullorsuaq

Departementet for Råstoffer og Justitsområdet opfordrer til forsigtighed, hvis man færdes i Vaigat Sullorsuaq, især ved ophold på kysten eller i kystnære områder. Under feltarbejdet foretages en kortlægning af de ustabile fjeldpartier.

Departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm oplyser overfor Sermitsiaq.AG at geologer er igang med at lave feltarbejde i området, men at vejret skaber forhindringer:

- Indtil nu har vi kun satellitbilleder, men geologer er i området i disse dage. De arbejder for at få så nøjagtige data som muligt og så hurtigt som muligt, men vejret (tågen) har skabt forhindringer. Vi regner med at feltarbejdet indenfor de kommende tre uger vil give os klarere indikationer, som vi kan forholde os til. Netop på grund af at vores data endnu ikke er tilvejebragt, har vi valgt at udsende en opfordring til forsigtighed, forklarer Jørgen T. Hammeken-Holm.

Overvågningssystemet skal opgraderes nord for Nuussuaq-halvøen

Ud over det usikre fjeld i Vaigat, er det planen at få opgraderet overvågningssystemet ved Umiammakku Qaqqaat, ligesom der vil blive installeret et nyt, tilsvarende overvågningssystem nordøst for Kigarsima i Kangerluarsuk (gule områder i kortet).

Overvågningen af områderne skal sikre samfundet ny viden om de faktorer, som påvirker de ustabile fjeldpartier, og som måske kan udløse et skred.

Med den nye viden bliver det muligt løbende at opdatere risikovurderinger. Et velfungerende overvågningssystem er et nødvendige første skridt mod et varslingssystem, der kan varsle et nærtstående fjeldskred, og et alarmsystem, der kan registrere selve begivenheden, oplyser selvstyret.

Informationsmøder

Naalakkersuisut planlægger at holde informationsmøder for borgerne i Uummannaq, Niaqornat, Qaarsut, Ikerasak, Saattut og Ukkusissat om fjeldskredsovervågning og lancering af en tilhørende hjemmeside.

Informationsmøderne afholdes på følgende datoer:

  • 30. juli: Uummannaq
  • 31. juli: Niaqornat og Qaarsut
  • 1. august: Ikerasak og Saattut
  • 2. august: Ukkusissat
Powered by Labrador CMS