Rigsmøde i Thorshavn
Åben dialog mellem Grønland, Færøerne og Danmark om de politiske problemstillinger

Rigets tre regeringschefer skal i morgen, torsdag 9. juni og fredag 10. juni mødes i Thorshavn. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og lagmand Kaj Leo Holm Johannesen skal drøfte fælles politiske spørgsmål, de tre landes politiske problemstillinger og eventuelle uenigheder.
Der er endnu ikke offentliggjort en egentlig dagsorden, og hvad de tre regeringsledere skal tale om, men det oplyses, at der skal tales om en fælles arktisk strategi. Det er opfølgning på mødet i Arktisk Råd i Nuuk i maj samt Arktisk Kommandos fremtidige placering. Desuden skal man tale om Finanstilsynet.
Det er også sandsynligt, at det danske formandskab i EU kommer på banen. Lokalt grønlandsk er der problemet med betalingen af den lukkede anstalt i Nuuk. Hvor regeringen har nægtet at at betale den overordnede byggemodning til det sted, ved jerndumpen, hvor Kommuneqarfik Sermersooq har foreslået, at anstalten skal ligge. Af andre kontroverser kan nævnes en ny undersøgelse af CIA-flyvningen. Helt aktuelt er der spørgsmålet om rigsfællesskabet skal have en fælles holdning til standarderne for olieaktiviteter i Arktis og olieboringer på dybt vand.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen håber på et konstruktivt møde:
- Jeg ser frem til mødet på Færøerne, hvor lagmanden, landstyreformanden og jeg kan have en åben dialog om politiske emner af fælles interesse. Regeringen lægger stor vægt på, at vi har et godt konstruktivt samarbejde i rigsfælleskabet, udtaler Lars Løkke Rasmussen om det kommende møde.