Grønlands største og førende revisionsselskab,
Grønlands Revision, retter en skarp kritik mod foreslåede ændringer af
beskatningsreglerne af virksomheder.
Bliver den foreslåede skattelov gennemført,
vil det obstruere for investeringer i virksomheder.
Grønlands største og førende revisionsselskab,
Grønlands Revision, retter en skarp kritik mod foreslåede ændringer af
beskatningsreglerne af virksomheder.
Bliver den foreslåede skattelov gennemført,
vil det obstruere for investeringer i virksomheder.
Det skriver revisionshuset og det danske skatterådgiverfirma
Revitax i et fælles høringssvar til lovforslaget om ændring af loven om
indkomstskat. Revitax markedsfører sig med at have nogle af Danmarks mest
erfarne skatterådgivere.
Departementet for Finanser og Skatter har
modtaget 14 høringssvar til lovforslaget. Naalakkersuisoq for Finanser og
Skatter, Múte B. Egede, fremsætter lovforslaget på Inatsisartuts kommende
efterårssamling.
”Lovforslagets vidtgående beskatning vil
obstruere for, at udenlandske virksomheder vil investere i Grønland. Det vil
uundgåeligt føre til tab af arbejdspladser”, skriver Grønlands Revision og
Revitax blandt andet i deres fælles høringssvar.
Skaber usikkerhed
En af de mest uheldige konsekvenser af
lovforslaget om ændring af beskatningsreglerne er ifølge Grønlands Revision og Revitax,
at Grønland får en særlig udbyttebeskatning.
Virksomheders egenkapital, kapitalindskud og
allerede beskattet udbytte kan således få et heftigt smæk i form af en ny 17
procents skat.
Det betyder eksempelvis, at tidligere
beskattet overskud med skatteændringen igen bliver beskattet med 17 procent.
Det sker blot, fordi overskuddet kan udloddes som udbytte i fremtiden, også
selv om der aldrig bliver udloddet udbytte.
Den nye skat kan ifølge Grønlands Revision og
Revitax eksempelvis ramme en virksomhed, hvis ejeren eller en direktør midlertidigt
flytter til Danmark på grund af sygdom.
”Som vi læser lovforslaget, vil reglerne
skabe usikkerhed blandt både nuværende og potentielle investorer, ligesom
potentielle investorer vil afstå fra at købe eller investere i virksomheder i
Grønland.
Som vi læser lovforslaget, vil den foreslåede
udbyttebeskatning ske på baggrund af hele virksomhedens værdi, uanset om
virksomhedens værdi er steget eller faldet, hvilket udløser en urimelig og
vilkårlig beskatning.”
Det skriver Grønlands Revision og Revitax desuden
i høringssvaret.
Lovforslaget obstruerer ifølge Grønlands
Revision og Revitax for erhvervsinvesteringer i virksomheder Grønland. Sagt med
andre ord, så vil Naalakkersuisut med gennemførelse af den nye lov i
Inatsisartut forhindre eller sætte en stopper for investeringer i grønlandske
virksomheder.
BDO: Behold nuværende lov
Den danske revisionskæmpe BDO, der i Grønland
er et af de største og førende revisionshuse, anbefaler i sit høringssvar til
lovforslaget ikke at ændre den nuværende grønlandske skattelov.
BDO kommer med to eksempler på, hvad
selskabet betegner som ”ganske repræsentative for grønlandske selskaber” og repræsentative
konsekvenser af lovforslaget. Nemlig at der med lovforslaget vil blive opkrævet
skat af fortjenester, som ikke eksisterer.
Naalakkersuisut har via Departementet for
Finanser og Skatter haft udkastet til forslaget til lov om ændring af
indkomstskat i høring fra den 20. juni og 6. juli.
Debatten om udkastet til lovforslaget har
fået en hård medfart, ja den værst tænkelige start. Ud over Grønlands Revision
og BDO er det blandt andet advokathuset Arctic Law Greenland, storentreprenøren
Permagreen, landets største bank, Grønlandsbanken, og erhvervsorganisationen Grønlands
Erhverv, der som beskrevet i Sermitsiaq er kommet med kras kritik.