Reportage: Prøvetur på havets landevej

En sæl stikker nysgerrigt hovedet op af Godthåbsfjordens dybe vand for at se, hvad der foregår, mens en Targa – havets svar på en Mercedes – tager et skarpt sving.

- Sæl!... råber min instruktør, Claus Christoffersen, hvorefter jeg brat får standset båden.

Men inden dønningerne når at lægge sig, og det bliver muligt at skyde, har den sorte plet på det grå hav snarrådigt stukket hovedet i vandet igen og dermed undgået at havne i gryden.

Mødet med den vakse sæl er blot en af mange oplevelser, der følger med, når man er på en jomfrutur som bådfører.

En overskyet, men lun mandag formiddag har jeg sat mig for at blive klogere på, hvad der får Sakæus, Benjamin og alle andre til at sejle en tur, lige så snart muligheden byder sig.

Landkrabbe
Jeg må tilstå læserne, at på trods af at der er sømandsblod i familien, er jeg en ægte landkrabbe, der aldrig har ejet en båd. Og da min erfaring som navigatør strækker sig til enkelte roture, er det en udfordring at sætte sig bag roret og styre en rigtig båd for første gang.

Claus Christoffersen, der er partner i Yama-tek, har påtaget sig at stille viden og fartøj til rådighed. Båden er en Targa 27,1 der er godt otte meter lang. I runde tal koster den en million kroner. Og derfor er jeg ganske tryg ved, at min instruktør sejler den ud af bådebroen på Iggiaa i Nuuk, hvor bådene er placeret lige så tæt som kunderne i Brugsen, når der er udsalg.

Claus Christoffersen, der har været partner i firmaet siden 1999, beroliger mig med, at jeg ikke er den eneste nybegynder på havet.

- Knap ti procent af vores kunder har ikke sejlet før, når de køber båd, påpeger han, hvorefter han samtidig fortæller, at båden har dobbelt skrog og er synkefri – måske for at berolige nybegyndere, at det ikke kan gå helt galt.

Skal kigge på havet
Instrumentbrædtet på en båd er enkelt. Det vigtigste er roret (som ikke må kaldes et rat) og et gashåndtag, hvor du regulerer farten.

Desuden er båden blandt andet udstyret med en GPS, der på en skærm viser, hvor båden befinder sig, og hvilken vej hun sejler.

- Du skal dog stadigvæk kigge på havet. Dels får GPS’en ikke alt med, dels er der forsinkelse på, formaner min instruktør mig, efter at jeg har beundret, hvordan båden bevæger sig på det elektroniske søkort.

Han påpeger samtidig, at det kræver øvelse at lære at sejle en båd.

- Jeg har stor respekt for, at mange tager duelighedsbevis, inden de begynder at sejle. Men det er ikke nok, en ting er teori, en anden ting er praksis, understreger Claus Christoffersen.

Det sværeste i begyndelsen er at regulere farten. Skyder jeg håndtaget fremad for hurtigt, giver det et ryk i båden, der vidner om, at personen bag roret ikke har føling med fartøjet.

Bådens topfart er 34 knob, hvilket svarer til godt 60 kilometer i timen. Det er dog ikke uden ulemper at være en maritim fartbølle, selvom der er ganske god plads og få både inden for synsvidde. Båden har tendens til at hoppe på bølgerne, så for passagerernes velbefindendes skyld bliver der lagt en dæmper på farten.

Hvalen forsvandt
Flere sæler stikker hovedet op af havet, mens sejladsen står på. Og straks efter de er spottet, handler det om at liste sig ind på dem. Liste er måske så meget sagt, når bådens motor er på 310 hestekræfter, men den er alligevel bemærkelsesværdig lydsvag, og sættes farten helt ned, kan motoren næsten ikke høres. Men selvom Claus Christoffersen har sin riffel på fordækket og er klar til at nedlægge dyret, dukker det aldrig op en anden gang på havoverfladen, mens vi ser på.

Det kræver erfaring at manøvrere båden, mens den sejler ganske langsomt. Strømmen får nemmere fat, og man skal hele tiden holde øje med, om båden skifter kurs.

Omvendt er det også, når motoren er tavs, at du for alvor mærker, at du er på havet. Bølgerne får båden til at vugge i rolige bevægelser. Og stilheden samt synet af de mægtige fjelde, der omkranser Godthåbsfjorden, skaber afstand til dagligdagens gøremål på land.

Nær det pompøse Sermitsiaq-fjeld, der er delvist begravet i skyer, håber vi på at se hvaler. Men bortset fra et enkelt glimt lader havets kæmper sig ikke lokke frem. Og vi beslutter os derfor for at lade havpattedyrene være i fred og vende tilbage til land.

Svendeprøven består i, om det kan lade sig gøre at klemme båden tilbage på sin plads på bådebroen. Men det moderne udstyr ombord gør dog opgaven lettere. En bovpropel – en propel i forenden af båden – gør det muligt for mig at styre fartøjet helt på plads uden problemer.

Og således nåede både båd, instruktør og elev sikkert tilbage i havn.