Reportage: Med Aki på arbejde

Aki-Mathilda Høegh-Dam glæder sig til for alvor at komme i gang med det politiske arbejde.

Offentliggjort

Aki-Mathilda Høegh-Dam er mødt op foran Christiansborg Slotskirke over en halv time før gudstjenesten skal starte. Hun vil være sikker på at få en plads ikke blot til sig selv, men også til hendes to gæster. Kæresten Kuno Fencker og hendes bror Qarsoq Høegh-Dam er nemlig også mødt op for at følge hende på denne dag, hvor arbejdet i Folketinget for alvor går i gang.

Køen er da også allerede lang, men det viser sig nu, at folketingsmedlemmer og deres gæster kan gå udenom køen. Det er den slags detaljer, man lige skal lære som nyvalgt. Men inden turen går ind i kirken, skal der lige knipses billeder til familiealbummet og twitter-profilen.

Inden gudstjenesten går i gang, når folketingets yngste medlem lige et interview med DRs P1 inde i kirken.

Efter gudstjenesten er det tid til flere billeder; denne gang er det sammen med det anden grønlandske folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen. Andre kommer forbi at få en selfie med det nyvalgte medlem.

En ældre herre kommer hen til Aki-Mathilda Høegh-Dam med en lille stabel hvide kort i hånden. Først er hun lidt usikker på, hvad han egentlig spørger om. Men jo, den er god nok, den ældre herre ønsker en autograf.

På vej op ad trappen til selv Christiansborg lyner kameraerne. De grønlandske nationaldragter er altid et yndet motiv. For selvom også de øvrige af de især kvindelige folketingsmedlemmer har gjort en del ud af påklædningen på denne festdag, så lyser Aki-Mathildas og Aajas nationaldragter i særlig grad op blandt de 179 medlemmer.

Nu skal kæreste og bror op i tilskuerlogen for også her er der efterspørgsel efter pladserne på denne dag. Aki-Mathildas pressesekretær får til opgave at gelejde dem på plads. Selv iler hun videre til interview med TV2. Efter lidt søgen og spørgen sig for er det rette tv-hold fundet. På denne dag er vandrehallen fyldt godt op med tv-hold.

- Jeg er ikke nervøs, men jeg glæder mig. Glæder mig til at komme i gang med det egentlige lovgivningsarbejde, siger Aki-Mathilda Høegh-Dam til TV2's reporter.

Han spørger også ind til nationaldragten, hvor hun fortæller, at kamikkerne stammer fra hendes mormor. Da hun skulle underskrive grundloven, havde hun haft en blå kjole på, som har tilhørt hendes farmor og som hendes farfar har lavet.

- På denne måde føler jeg, at jeg har taget noget fra min familie med mig herind. Jeg syntes det er vigtigt for mit arbejde her i Folketinget at have familien med på denne måde, forklarer hun.

Efterhånden som folketingsmedlemmerne kommer ind i salen får stemningen et stadig stærkere skær af første skoledag. Der bliver hilst på kryds og tværs nu, hvor sommerferien er slut. For ganske vist er der allerede blevet arbejdet i udvalgene et stykke tid, men dette er trods alt det store gensyn.

Sammen med Edmund Joensen

Som ny er der i sagens natur ikke så meget gensyn over det for Aki-Mathildas vedkommende, men hun har tydeligvis allerede knyttet en del kontakter til de nye kollegaer.

Færøske Edmund Joensen kommer lige med at par gode råd. Der bliver vinket til brormand oppe på tilhørerlogen.

Og så kan Aki-Mathilda Høegh-Dam side om side med Aaja Chemnitz Larsen gøre klar til at lytte til statsminister Mette Frederiksen åbningstale.

Powered by Labrador CMS