Reparation af søkablet ud for Nuuk
Tele Greenland beder skibe og fartøjer i farvandet udenfor Nuuk om, at holde en afstand på 500 meter fra skibene mens de udfører reparationerne af skaderne på søkablet.

Reparationerne af de to skader gennemføres i tidsrummet fra den 28. februar til 8. marts 2011, og betyder, at der vil være reparationsfartøjer i farvandet omkring Saqqarliit bugten samt Sana bugten. Reparationsfartøjerne vil omfatte kabelskibet IT Interceptor samt Survey & Supply skibet Viking Madsalex. Endvidere må forventes, at der bliver anvendt mindre motorbåde som støttefartøjer.
- Vi henstiller derfor til, at al anden skibsfart, herunder også lystfartøjer, holder sig på en sikkerhedsafstand af minimum 500 meter fra arbejdsområdet og reparationsfartøjerne og under ingen omstændigheder bevæger sig mellem reparationsfartøjerne, idet der vil være dykkere i vandet ligesom der arbejdes med kabel og trækværktøj, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Passage mellem reparationsfartøjerne vil være direkte livsfarlig og det vil være ansvarspådragende i tilfælde af skader på personel og/eller materiel.
Arbejdet vil foregå i følgende områder og forventede tidsrum, idet bemærkes, at arbejdet foregår mellem skibenes position og strandene mod Nuuk (Saqqarliit bugten og Sana bugten), hvorfor andre fartøjer ikke må passere mellem reparationsfartøjerne og land.
I tidsrummet fra d. 28. februar til d. 3. marts vil der ud for Saqqarliit bugten foregå reparations- og kabelarbejde i området mellem positionerne 64 10.1196N 051 45.1646W til 64 08.8726N 51 49.5688W.
I tidsrummet fra d. 3. marts til d. 6. marts vil der foregå tilsvarende arbejde i området ud for Sana bugten omkring følgende positioner: 64 10.0090N 051 44.4970W til 64 09.5963N 051 45.8457W.