havnerenovering

Renovering af havneanlæg forsinkes

Da ingen bød på opgaven med at renovere havnene i Diskobugt-området tilbage i 2016 har det medført et års forsinkelse for to regioner i landet.

Renoveringen af havnene i Uummannaq-regionen vil først blive gennemført næste år.
Offentliggjort

I et paragraf 37 svar til de to siumutter Nikolaj Jeremiassen og Jess Svane oplyser naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen, at man netop nu er i gang med at renovere havnene i Diskobugt-området.

Det sker med et års forsinkelse.

Forsinkelsen medfører også, at renoveringen af havnene i Uummannaq-området først vil gå i gang i 2018.

- Den oprindelige plan for renovering var, at Diskoregionen blev påbegyndt i 2016 og Nordregionen 2017. Da ingen entreprenører imidlertid bød på renoveringen af Diskoregionen i 2016 er planen for renovering udskudt et år i både Diskoregionen og Nordregionen. Renoveringen af Diskoregionen er påbegyndt i 2017 og renoveringen af Nordregionen forventes påbegyndt i 2018, skriver Erik Jensen i sit svar til sine to partifæller i Inatsisartut.

Erik Jensen tilføjer, at det ikke har været muligt at gå i gang med en renovering i begge regioner samtidig på grund af de økonomiske rammer i finansloven.

Powered by Labrador CMS