Rengøringshold skal samle skrald og lig på Mount Everest

Nepal sender om kort tid folk op på Mount Everest for at gøre rent på verdens højeste bjerg.

Offentliggjort

Nepal vil den 25. april sende et hold bjergbestigere op på Mount Everest med et eneste formål: at samle skrald og omkomne på verdens højeste bjerg.

Der har i årtier været kommerciel bjergbestigning på det 8848 meter høje bjerg, og det har også forvandlet Mount Everest til verdens højest beliggende skraldesp

Mange velhavende bjergbestigere har ikke tænkt så meget på at bringe deres dyre udstyr med ned igen, så det ligger rundt omkring på bjergets sider.

I marts kom det frem, at stadig flere lig dukker op på Mount Everest i takt med, at bjergets gletsjere smelter.

- Vi er stolte af Mount Everest, men vi bliver ofte beskyldt for ikke at være i stand til at holde det rent. Nu har vi sat os for at gøre det rent, siger Dandu Raj Ghimire, departementschef i Nepals turistministerium.

Regeringen samarbejder med bjergbestiger-organisationer, militæret og lokale organisationer for at koordinere arbejdet.

Rengøringsholdet er på 14 medlemmer og sendes i første omgang til en base camp et stykke oppe på bjerget.

Målet er, at holdet skal samle ti ton affald.

Senere skal otte bjergbestigere videre op til en ny lejr i 6400 meters højde, og herfra deler de sig og når op i 7950 meters højde for at hente affald ned.

- Det er første gang, at regeringen tager initiativ til at rense bjerget. Men det kan ikke gøres på blot et år. Vi bliver nødt til at fortsætte med det, siger Santa Bir Sherpa fra Nepals Bjergbestigerforbund.

Ang Tshering Sherpa, leder af foreningen, bekræftede i marts, at der findes stadig flere omkomne på bjerget.

- På grund af global opvarmning smelter is og gletsjere hurtigt. Lig, der har været begravet gennem mange år, er begyndt at dukke op, siger han.

Det antages ifølge BBC, at omkring 300 mennesker i tidens løb har mistet livet under forsøg på at bestige Mount Everest.

Powered by Labrador CMS