Rejsehold skal hjælpe seksuelt misbrugte
Politisk Naalakkersuisut-ansvarlig lover professionel hjælp til folk, der har været udsat for seksuelt misbrug
Forebyggelse er ikke nok. Der skal mere til for at hjælpe seksuelt misbrugte.
Sådan fastslår medlem af Naalakkersuisut for familie og justits Martha Lund Olsen, Siumut.
Derfor vil hun etablere et rejsehold, der skal behandle voksne med senfølger af seksuelt misbrug i barndommen.
Et stort antal voksne i Grønland har været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom, og det har i mange tilfælde medført sociale og psykiske problemer i voksenlivet. Derfor vil Martha Lund Olsen etablere et professionelt behandlingstilbud, der når bredt ud i samfundet.
- Vi har i mange år fokuseret på at forebygge seksuelt misbrug, og vi kan glæde os over, at Grønland er det arktiske land, der er nået længst med at bryde tabuet og bekæmpe misbruget. Men vi må erkende, at forebyggelse ikke er nok, hvis vi skal problemet til livs, for seksuelt misbrug medfører ofte alvorlige psykiske problemer, der kræver professionel behandling, siger Martha Lund Olsen.
Det fremtidige rejsehold skal ifølge en pressemeddelelse bestå af ansatte fra videns- og behandlingscenteret Saaffik, der yder professionel hjælp til seksuelt misbrugte børn og deres familier, samt selvstændige psykologer.
En række straksinitiativer
- Målet er at styrke vores familier. Ved at tilbyde voksne behandling kan vi give dem mulighed for at opnå mere overskud i deres familieliv. Derudover kan behandling hjælpe til at flere bliver arbejdsmarkedsparate, ligesom den kan forebygge nye overgreb. Vi har brugt for mange ressourcer på forebyggende indsatser, som ikke har haft tilstrækkelig effekt. Min erfaring er, at behandling virker, forklarer Martha Lund Olsen.
Det nyslåede medlem af Naalakkersuisut ønsker at iværksætte en række ’straksinitiativer’ de første 100 dage, der blandt andet skal hjælpe børn og voksne, som lider under følgerne af seksuelt misbrug. Derfor skal det undersøges, hvordan der kan etableres behandlingstilbud på kysten inden for en 'kort tidshorisont'.
Planen er, at behandling af både børn og voksne skal høre under Saaffik, forklarer Martha Lund Olsen.