Regnvejr: Juli bød på vilde rekorder

I både Sisimiut og Kangerlussuaq faldt der så meget nedbør i juli, at der var tale om rekordstore mængder, oplyser DMI.

Offentliggjort

Hvis borgerne i Sisimiut synes, at juli var våd og regnfuld, så har de fuldstændig ret.

Byen fik hele 205 mm nedbør i juli, hvilket er cirka fire gange så meget som normalt, hvis man kigger på gennemsnittet for årene 1981 til 2010.

- Det er fuldstændig vildt. I gennemsnit faldt der i Sisimiut 45,3 mm nedbør i juli, siger klimatolog hos DMI John Cappelen til Sermitsiaq.AG.

De 205 mm nedbør er også ny rekord for juli. DMI har målt nedbøren i Sisimiut siden 1961, og den tidligere rekord var på 114,4 mm og blev målt i juli 2007.

Faldt i to omgange

John Cappelen fortæller, at nedbøren i Sisimiut hovedsageligt faldt i to omgange – først i dagene omkring den 8. juli og dernæst senere på måneden omkring den 27. juli.

De våde vejrsystemer har påvirket flere steder langs vestkysten. Også i Kangerlussuaq blev der sat ny nedbørsrekord.

Her faldt der ifølge DMI 85,7 mm i juli.

Gennemsnittet er betydeligt lavere - nemlig 26,6 mm. Den megen nedbør i Kangerlussuaq er usædvanlig, fortæller klimatologen:

Også vådt i Nuuk og Aasiaat

- Klimatisk befinder Kangerlussuaq sig i noget, man kunne kalde for ”arktisk ørken”. Det er en god grund til, at lufthavnen blev bygget der i sin tid, da der er masser af godt flyvevejr og normalt ikke meget nedbør, siger John Cappelen.

Også andre steder på vestkysten har vejrsystemerne givet meget vand, dog ikke så meget at det har resulteret i rekorder.

Eksempelvis fik Nuuk 120,5 mm, hvilket er 50 procent mere end normalt, og Aasiaat fik 71 mm, hvilket er næsten tre gange så meget som de normale 24,7 mm.

Ifølge John Cappelen er det svært at sige, hvorvidt de markante vejrrekorder skyldes klimaforandringer:

- Vi har tørre og våde perioder, og atmosfæren har altså været skruet sådan sammen, at det har givet meget vand i nogle perioder i juli, siger han.

Tørt i nord og Øst

Til gengæld var der også steder i landet, hvor der faldt usædvanlig lidt nedbør. I Tasiilaq i Østgrønland fik man 3,1 mm, hvor der normalt falder 47,2 mm. Kigger man på DMI’s vejrarkiv er der kun registreret nedbør to dage – nemlig 1. juli og 9. juli.

Også oppe ved Pituffik oplevede man en tør juli. Her faldt der 1 mm i hele juli, fortæller John Cappelen.

Powered by Labrador CMS