Regn giver store oversvømmelser i Europa

To store museer i Paris lukker, fordi vandet i Seinen stiger kraftigt. Tusinder evakueres i det centrale Frankrig. Store oversvømmelser i tysk delstat

Regnen giver masser af problemer i Europa
Offentliggjort

I Paris lukker det berømte museum Louvre fredag for at være forberedt, hvis floden Seinen går over sine bredder. Vandmasserne kunne komme til at ramme nogle af museets uvurderlige kunstværker.

Det er det centrale Frankrig og det sydlige Tyskland, der er ramt af store oversvømmelser efter flere dage med voldsom regn. Mindst 10 mennesker er omkommet, og flere tusinde mennesker er evakueret fra franske byer.

Meteorologerne venter fredag mere regn i både Frankrig og Tyskland.

Der var torsdag kaotiske scener i den tyske by Simbach am Inn i delstaten Bayern. Her skyllede vandmasserne hele lageret af tømmer væk fra et savværk og efterlod store stammer og tømmer på tværs i byens gader.

I en af gaderne havde vandmasserne tvunget en personbil på højkant op ad en mur, og mange andre biler lå væltet og overdækket af mudder.

I Simbach-området mistede fem mennesker livet, heriblandt tre kvinder fra den samme familie - en datter, en mor og mormor - som var blevet fanget i deres hus. To ældre mennesker blev senere fundet døde i samme hus.

- Vandet steg så hurtigt, at ingen af beboerne i realiteten havde tid til komme væk, sagde en talsmand for politiet.

Verdens mest besøgte museum, Louvre i Paris, besluttede at holde dørene til museet lukket fredag, efter at vandstanden begyndte at stige kraftigt i Seinen, der løber tæt ved museet.

- Der er ingen fare for offentligheden eller museets ansatte, men dette giver os mulighed for at evakuere visse kunstsamlinger, hvis det skulle blive nødvendigt, hed det i en e-mail fra museets ledelse.

- Det er formålet at flytte kunstgenstande fra områder i museets kældre, som er udsatte under oversvømmelserne. Kunstgenstande vil blive flyttet til andre etager, lød det videre.

Myndighederne vurderer, at floden Seinen fredag vil nå op til det hidtil højeste niveau i denne omgang. Det vil være 5,6 meter over den normale vandstand.

Også Musee d'Orsay, der ligger på den venstre side af Seinen i en bygning, der tidligere blev brugt som jernbanestation, holder lukket fredag. Flere af promenaderne langs Seinen blev afspærret torsdag.

Rekorden for forhøjet vandstand i Seinen blev sat i 1910 med 8,6 meter.

Sydøst for Paris omkom en 74-årig mand, der var ude at ride på sin hest. Han blev skyllet væk i floden Evry-Gregy-sur-Yerre.

Nogle af byerne i det centrale Frankrig er ramt af de værste oversvømmelser i over 100 år. Siden weekenden er 5000 mennesker blevet evakueret. 19.000 huse er uden strøm.

I Longjumeau, en forstad til Paris, måtte redningsfolk padle gennem gaderne i gummibåde, og i byen Montargis var kun bilernes tage synlige.

Regnen har ramt den internationale tennisturnering French Open i Paris. Mange kampe er blevet aflyst og udsat, og det har presset kampprogrammet frem mod finalerne i weekenden.

Meteorologerne siger, at Frankrig har haft den hidtil største nedbørsmængde i maj, siden målingerne begyndte for 150 år siden.

Der meldes også om masser af regn i Holland og Østrig. Mere regn er på vej, og to hollandske byer meldes dækket af ankeldybt vand.

Powered by Labrador CMS