- Råstoffer skal sikre vores velfærd
Politisk ansvarlig på finansområdet Maliina Abelsen, IA, er ikke i tvivl om vigtigheden af råstofudvinding i Grønland
Råstoffer skal sikre velfærden i Grønland.
Det var budskabet fra medlem af Naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, til Europa Parlamentet, da hun mandag var i Bruxelles.
- Vi skal ikke alene sikre os et økonomisk udbytte af en eventuel kommende mineindustri. Råstofudvinding vil kun være en succes, hvis vi får uddannet vores egen arbejdskraft til også at arbejde i minerne, ligesom det skal ske på den mest forsvarlige måde for miljøet. Den grønlandske befolkning skal bære udviklingen, sagde Maliina Abelsen under en debat.
Maliina: Ofte er debatten unuanceret
- Det er også vigtigt at anerkende, at vi er på vej ind i en ny fase af vores udvikling, der interesserer vores omverden herunder EU. Fra mange sider udtrykkes der en bekymring på miljøets og den grønlandske befolknings vegne. Dette med afsæt i at minedrift mange steder ikke har været bæredygtigt. Jeg deler denne bekymring. Men ofte er debatten unuanceret, hvor det er skræmmebillederne, der dominerer.
Læs mere fra Bruxelles "Raser over sent EU-afbud"
Læs "Kuupik, bliver der tyveri af Grønland?"
- Fakta er, at Grønland med inspiration fra lande som Canada og Norge har opstillet skrappe rammebetingelser for minedrift både for så vidt angår miljøbeskyttelse og beskatning af mineselskaberne. Dermed ikke sagt, at tingene ikke kan gøres bedre. Derfor skal Grønland til stadighed være åbne overfor et tæt samarbejde med andre lande herunder ikke mindst EU om en fortsat udvikling af råstofsektoren i Grønland, påpegede Maliina Abelsen ifølge en pressemeddelelse fra selvstyret.
Vigtigt EU-år for Grønland
Ifølge Maliina Abelsen er 2012 et vigtigt år for Grønlands Selvstyre, idet alle Grønlands aftaler med EU står foran en fornyelse. Årligt bidrager EU-aftalerne med over 320 millioner kroner til landskassen.