Råstofanlæg bliver mødt med flere krav
Et nyt råstofanlæg i den nordlige del af Nuuk bliver af Forvaltningen for Anlæg og Miljø mødt med flere krav i den indstilling som politikerne i udvalget i dag skal tage stilling til.
Som udgangspunkt finder forvaltningen i Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq, at det er positivt med et råstofanlæg, som Dykkerfirmaet Malik har ønsket at etablere nord for Anstalten i Nuuk. Planen er at etablere et kajanlæg og dertil et område, hvor sømateriel kan håndteres og sorteres, fragmenters og opbevares.
Det falder i tråd med kommunens strategi for et samlet erhvervsbånd og med Hovedstadsstrategien, mener forvaltningsdirektør Hans Henrik Winther Johannsen, der imidlertid rejser nogle krav.
Rummelige arealer
Projektet er inddelt i tre byggefelter på 1.200, 1.600 og 2.000 kvadratmeter.
- Forvaltningen savner en mere detaljeret begrundelse for at det ansøgte areal er på den størrelse, samt forklaring på hvorfor byggefelter og illustreret bebyggelse har de størrelser, der er angivet i materialet. De i projektmaterialet vedhæftede illustrationer, viser tydeligt at der er tale om overordentligt rummelige arealer. Det er ikke overbevisende, at der er foretaget korrekte volumenstudier, og det forhindrer andre erhverv i at etablere sig i området, fremgår det af sagsfremstillingen.
Det bekymrer forvaltningen, at projektet ikke ”levnes meget plads til andre erhvervsdrivende” og så savner man ”løsninger, der kan hjælpe til at bevare nogle af de rekreative værdier i området”.
Liste af krav
På den baggrund lister forvaltningen følgende krav op:
- Projektejer skal forpligtes til at betale sin del af den offentlige byggemodning, der er foretaget i området. I forbindelse med denne, var det planen at der skulle etableres 4-5 erhvervsarealer på projektområdet.
- Der må ikke være boliger i området, herunder indkvartering.
- Der skal bidrages aktivt til at bibeholde muligheder for at færdes i området som gående/langrendsløber.
- Der skal redegøres mere detaljeret for pladsbehov.
- Der skal stilles krav til tidsfrister ift. projektets foreslåede udviklingsfaser.
Hvis politikerne godkender etape 1, kan en to-årig arealreservation gives til dykkerfirmaet, der selv skal udarbejde et forslag til kommuneplantillæg med detaljerede bestemmelser for området, som opfylder kommunens krav. Derefter skal plantillægget og en eventuel VVM-redegørelse i offentlig høring, før der kan udstedes en arealtildeling, hvorefter byggeriet kan påbegyndes.
Udvalgsmødet, hvor sagen skal behandles, finder sted i dag mandag klokken 17.00.