uvejr i Danmark
Ramt af forsinkelser - også herhjemme
Torsdagens storm i Danmark kommer til at betyde en række forsinkelser for det nationale flyselskab
Efter den ufrivillige landing i Billund Lufthavn torsdag aften dansk tid på grund af stormen Bodil vil Air Greenlands Airbus ’Norsaq’ - ifølge seneste oplysning fra flyselskabet - lette fra Københavns Lufthavn fredag ved 12.30-12.45-tiden dansk tid - altså med små fire timers forsinkelse fra den danske hovedstad i forhold til den normale fartplan.
- Indenrigsprogrammet i Grønland forsinkes tilsvarende, så alle når frem fredag, ligesom flyvningen tilbage til Danmark også forsinkes, lød meldingen fra Air Greenland torsdag aften.
Her fredag er meldingen stadig den samme, fortæller kommunikationsmedarbejder i Air Greenland Pia Christensen Bang:
- Afgangen tilbage mod Danmark er sat til klokken 14.25 grønlandsk tid fra Kangerlussuaq. Det ser ud til, at Norsaq letter som planlagt fra København, måske med et kvarters forsinkelse, her ved 12.45-tiden dansk tid.
- Som det fremgår af vores hjemmeside under ’flytider’, så er indenrigsprogrammet også rykket, så passagererne fra Danmark bliver fløjet ud på kysten, fortæller Pia Christensen Bang til Sermitsiaq.AG.
Læs "Turbulent landing: Norsaq ned i Billund"