Raminta overvandt kræft og vil give tilbage
Raminta Bendikas blev ramt af brystkræft i maj måned sidste år. Efter en operation, hvor hun fik fjernet brystet har hun nu overskud til at dele nogle af de redskaber, der har fået hende gennem det hårde forløb.
Det var ikke nemt for den 49-årige mor til tre at modtage beskeden om, at hun var ramt af kræft.
- Det var svært at forstå, at det ramte netop mig. Jeg var jo indbegrebet af sundhed - var veganer og har ikke været syg de sidste mange år, altså ikke engang med en forkølelse, fortæller Raminta Bendikas.
- Med tiden har jeg lært, at kræft kan ramme alle.
Uanset hvor stærk man er, så er det bare en hård pille at sluge, når man får sådan en diagnose, understreger hun.
- Jeg var bange. Virkelig bange for at være syg og hjælpeløs. Bange for at tabe håret, miste mit skønne raske liv. Miste mig selv, siger Raminta Bendikas, som udover at være yogainstruktør også er biolog og lærer.
Vil dele sin erfaring med andre
Hun har brugt sin yoga og mindfulness til at klare de mentale udfordringer i forbindelse med sygdomsforløbet, og det vil hun gerne dele med andre i samme situation.
Derfor har hun planlagt et forløb i oktober i Nuuk, hvor hun gratis tilbyder kræftramte fire gange med meditation, mindfulness og yoga, som hjælp til at håndtere den angst, der kan være forbundet med en dødelig sygdom. Karateklubben har tilbudt at lægge lokaler til forløbet.
- Jeg har researchet rigtig meget undervejs og har forsøgt at udvikle et forløb, der kan give andre kræftramte evnen til at fokusere på kroppen og positive tanker, siger hun.
Ifølge forskning fra Aarhus Universitet lider 35-40% patienter med kræft af markante symptomer på angst og depression. Og faktisk kan mindfulness i den rette form afhjælpe en del af de mentale udfordringer.
Mindfulness kan hjælpe kræftpatienter
Jacob Piet er psykolog og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, Psykologisk Institut.
Han har i sit ph.d.-forløb undersøgt virkningerne af mindfulness-baseret psykologisk behandling. I samarbejde med blandt andre Kræftens Bekæmpelse har han især kigget på effekten hos kræftsyge med symptomer på angst og depression.
- Mindfulness virker antageligvis ved forbedret kontrol over opmærksomheden og større accept. Effekten er færre negative tanker og bekymringer og dermed mindre angst og depression, forklarer Jacob Piet til Sermitsiaq.AG.
Ifølge lægerne bliver Raminta Bendikas aldrig det, man kalder kræftfri. Det er en kronisk sygdom for hende, som hun skal leve med resten af livet, fordi der er risiko for at kræften vender tilbage.
Han understreger, at mindfulness ikke kan kurere kræft, men at det kan forbedre den mentale styrke til at klare sygdomsforløbet.
- Kræftpatienter dør tidligere, hvis de bliver ramt af depression under deres forløb, siger han.
Skal bruges rigtigt
Ud over at det bliver nemmer et håndterer sorg, angst og frygt under sygdommen, så kan det også forbedre livskvaliteten efterfølgende, forklarer han.
- Dem der overlever kræft har stor gavn af det, fordi de bliver bedre i stand til at leve deres liv på trods af frygten for at kræften vender tilbage.
Forskeren understreger, at hans forskning er baseret på et helt konkret forløb med mindfulnessbaseret stressreduktion (MBSR).
Han påpeger, at det er vigtigt, at man ved præcis, hvad man laver, når man arbejder med mindfulness og kræftpatienter, fordi en stor del af arbejdet også handler om den pædagogiske tilgang til patienterne, og det at bruge mindfulness som kognitiv terapi.