Trafik

RAL forlader Aalborg

Royal Arctic Line har i dag meddelt Aalborg Havn, at de ikke vil benytte Aalborg Havn. I stedet for kommer Aarhus til at indgå i besejlingsstrukturen

RAL vil forlade Aalborg
Offentliggjort

Royal Arctic Line (RAL) siger farvel til Aalborg.

Det fremgår af en pressemeddelse fra selskabet, hvor det skriver, at de i dag har informeret Aalborg Havn om, at RAL ønsker at ophøre den nuværende benyttelse af havnen.

Royal Arctic Line vil i en ændret besejlingsstruktur anløbe Aarhus Havn.

- Med valget af Aarhus Havn som fremtidens havn i Danmark ønsker Royal Arctic Line at gøre operationen mere enkel og effektiv. Vore kunder får samtidig flere muligheder for at optimere logistikken, siger administrerende direktør Verner Hammeken ifølge pressemeddelelsen.

Meldingen kommer ikke som en fuldstændig overraskelse. RAL har flere gange tidligere meddelt, at selskabet ønsker at ændre den måde, som de sejler på.

Det indebærer blandt andet, at RAL i fremtiden ikke længere har en fast basishavn, men opererer i flere havne i samarbejde med islandske Eimskip.

Selskabet håber på den måde, at øge væksten og åbne op for nye markeder.

- Omlægningen af trafikken til Aarhus vil gavne Grønlands muligheder for at handle mere direkte med de vigtigste eksportmarkeder. Den udvikling Royal Arctic Line gennemgår nu gør det let at handle med Grønland. Dermed kan Royal Arctic Line bidrage til at skabe de bedste betingelser for vækst i Grønland, siger Kuno Fencker, bestyrelsesformand i RAL.

Powered by Labrador CMS