Børnearbejde
Rådgivning skal have længere åbningstid
Pige nåede at begå selvmord, før SMS-rådgivningen åbnede. Derfor er det nødvendigt at udvide åbningstiderne, mener MIO
Børnerettighedsorganisationen MIO's SMS-rådgivning til børn og unge skal have åbningstider, der passer de unges liv. Det siger børnetalskvinde Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse, hvor hun markerer SMS-rådgivningens et års dag den 1. oktober.
SMS-rådgiverne fortæller, at de får mange henvendelser i weekenden, som de først kan besvare mandag eftermiddag.
Det kan være længe at vente for et barn, som står i en svær situation.
MIO har tidligere modtaget en henvendelse fra en ung pige, som gik med selvmordstanker om formiddagen, og om eftermiddagen, da rådgivningen åbnede, havde hun allerede begået selvmord, oplyser organisationen.
SMS-rådgivningen har åbent på alle hverdage mellem klokken 16 og 18 og betjenes af en række SMS-rådgivere. MIO mener, at åbningstiden for SMS-rådgivningen skal udvides, så de kan rådgive, når børnene har behovet. Derved kan MIO rådgive flere børn.
Stort behov
- Børns brug af SMS-rådgivningen viser, at der er stort behov for rådgivning til børn. Børnene henvender sig om forskellige emner og vi føler, vi kan hjælpe dem videre, siger Aaja Chemnitz Larsen.
- Det er et økonomisk spørgsmål at få øget åbningstiden, men en af mulighederne kunne være, at Børnetelefonen134 og SMS-rådgivningen kan blive slået sammen til én tjeneste rettet kun til børn, foreslår børnetalskvinden og påpeger, at der er tale om den samme målgruppe, og det er nogle af de samme kompetencer, der kræves for at rådgive på telefon og SMS.
- Det kunne skabe bedre sammenhæng og tilbud til børnene – måske kunne man i fællesskab udvide rådgivningstjeneste, så den tilpasses børnenes behov, vurderer Aaja Chemnitz Larsen.
MIO søger løbende midler til driften af SMS-rådgivningen og har blandt andet fået midler til driften fra Departementet for Familie og Justitsvæsen, mens Nunafonden har doneret midler til kurser.
11.000 SMS'er det første år
Der har været stor aktivitet i MIO's SMS-rådgivning i det første år, hvor der er skrevet 11.000 SMS til og fra børn og unge.
- Vores vurdering er, at SMS-rådgivningen har rådgivet omkring 1.200 børn, da vi har en del, som henvender sig flere gange, oplyser børnetalskvinde Aaja Chemnitz Larsen.
- Vi udvikler løbende vores statistik. På det første halve år fik vi op til 200-250 henvendelser om måneden, og dette ser ud til at fortsætte. Da det er SMS-rådgivningens første år, har det været tydeligt, at viden om, at SMS-rådgivningen eksisterer, lige skulle ud til børnene. De første måneder har nogle byer derfor været overrepræsenterede, forklarer hun.