Råd uddeler midler til forskning
Grønlands Forskningsråd har netop uddelt midler til ti projekter. Midlerne går blandt andet til forskning i fjeldegenskaber, indikatorer for udsathed i samfundet og hvalros-monitorering.
Forskningsrådet har ved efterårets ansøgningsrunde til puljen for forskningsfremme modtaget 21 ansøgninger, hvoraf knap halvdelen blev bevilget til en samlet sum på én million kroner.
Det skriver Grønlands Forskningsråd i en pressemeddelelse.
Projekterne spænder bredt over hele det videnskabelige spektrum, og fra grundforskning til anvendt forskning og organisationssamarbejder.
Lokal fjeldkvalitet
Blandt de ti projektledere er for eksempel Jonas Møller Pedersen fra Arctic DTU, som med projektet ”Systematisering af fjeld- og sprængstensegenskaber i Grønland” skal være med til at undersøge lokal fjeldkvalitet og geotekniske egenskaber, som er af afgørende betydning i forbindelse med konstruktion af nye bygge- og anlægsprojekter.
- Nedsprængt fjeld i form af sprængsten er et meget anvendt byggemateriale i Grønland, som blandt andet benyttes til vejkonstruktion af for eksempel landingsbaner, som opfyldning i havnekonstruktioner og til funderingsløsninger generelt. Viden om fjeld- og sprængstensegenskaber er yderst vigtig for at sikre et stabilt, sikkert og økonomisk design og byggeprocess, fortæller Jonas Møller Pedersen.
Konkrete problemstillinger
Hvert år uddeler Grønlands Forskningsråd bevillinger, der giver forskere muligheder for at afprøve helt nye idéer eller arbejde med konkrete problemstillinger i samfundet.
Nogle forskningsprojekter kommer med bud på samfundsløsninger her og nu, mens andre afsøger nye opdagelser som vil påvirke forskning og udvikling om fem, ti og 20 år.