menneskerettigheder

Råd ønsker mere fokus på respekt for forskelligheder

Grønlands Råd for Menneskerettigheder vil arbejde for, at der ikke skabes splittelse i befolkningen

Aaja Chemnitz Larsen er formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder
Offentliggjort

Grønlands Råd for Menneskerettigheder holdt for nylig rådsmøde i Nuuk med en tilhørende workshop, hvor der var fokus på ligebehandling, sprog og kultur.

Formand for rådet Aaja Chemnitz Larsen oplyser i den forbindelse, at Grønlands Råd for Menneskerettigheder vil arbejde for, at der ikke skabes splittelse i befolkningen, men at man ser på, at alle er lige for loven, og at man har de samme grundlæggende menneskerettigheder som ytringsfrihed, ret til at deltage i demokratiet og ret til basale ydelser for sårbare grupper i samfundet som eksempelvis børn og personer med handicap.

- Menneskerettigheder handler om, at ingen skal diskrimineres, og rådet drøftede derfor også muligheden for en egentlig klageenhed i forbindelse med ligebehandling og diskrimination, hvilket man vil arbejde for på længere sigt, fortæller Aaja Chemnitz Larsen.

Læs: Østgrønlændere: Behov for forsoning mellem øst og vest

Ønsker mere tolerance over for hinanden
- Grønlands Råd for Menneskerettigheder er et vigtigt råd for det grønlandske samfund, hvilket diskussionen omkring ligebehandling i forhold til kultur og sprog med al tydelighed viste. Vi er alle mennesker og står lige for loven, hvorfor rådet gerne vil sende et stærkt signal til befolkningen om, at det er på tide, at der kommer fokus på respekt for de forskelligheder, vi har som menneskesker og mere fokus på mangfoldighed og tolerance over for hinanden.

Ifølge Aaja Chemnitz Larsen skal menneskerettighederne bredes ud, så langt flere i befolkningen kender deres grundlæggende rettigheder.

- Det er et stort arbejde, der ligger forud for Grønlands Råd for Menneskerettigheder, og det vil tage tid, men vi ønsker at prioritere, at befolkningen får større kendskab til deres rettigheder i vores kommende arbejde, fremhæver Aaja Chemnitz Larsen.

Powered by Labrador CMS