Råd: Covid-19 må ikke koste forskningsmidler
Det er nødvendigt, at værne om forskningsmiljøet i krisetider, mener forskningsrådet.
En ny evaluering fra forskningsrådet viser, at konkurrencen blandt ansøgere til grønlandske forskningsmidler er benhård, og at kvaliteten af forskningsprojekterne er høj.
- Det er et sundhedstegn og en udvikling, vi skal værne godt om, særligt i krisetider, skriver formand for Grønlands Forskningsråd, Josephine Nymand, i en pressemeddelelse.
Sårbar for international påvirkning
Hun er bekymret for, at Covid-19-krisen vil betyde besparelser på de offentlige investeringer i Grønlands forskningsmiljøer.
I pressemeddelelsen fremgår det, at bevillingerne til den offentlige forskning er fastsat til 1-2 procent af landets BNP i langt de fleste nordiske og europæiske lande.
- I Grønland er finansieringen sat anderledes sammen. Den offentlige investering er lavere, og forskningsinstitutionerne er i højere grad afhængige af ekstern finansiering, både inden for rigsfællesskabets samfinansiering og gennem de store internationale forskningsfonde. Dermed er det grønlandske forskningsmiljø mere sårbar overfor den internationale udvikling, påpeges det.
Må beskyttes
Derfor fraråder Forskningsrådet, at presse forskningsinstitutionerne yderligere ved at beskære den grønlandske forskningsinvestering.
- Det grønlandske forskningsmiljø bør tværtimod beskyttes mod besparelser i den eksterne finansiering gennem en større grønlandsk investering. Det er forskningen og vores vidensopbygning, der er med til at drive vores erhverv og velfærd, og det er helt nødvendigt grundlag for at finde løsninger på de udfordringer, vi som samfund står overfor, Skriver formanden.
Kamp om midler
Statistik for uddeling af Selvstyrets forskningsmidler viser, at konkurrencen blandt ansøgere til forskningsmidlerne er høj.
Siden 2014 er knap 36 procent af ansøgninger til puljen for forskningsfremmes imødekommet. Ansøgere til puljen kan søge om op til kr. 90.000 kroner til et projekt. Puljens størrelse er i dag på 1,2 millioner kroner. Til sammenligning uddeler det færøske forskningsråd op til 6 millioner kroner fra en tilsvarende pulje.
Blandt ph.d.- og postdoc-stipendierne er konkurrencen endnu højere.
Siden 2014 er i gennemsnit 17 procent af alle ph.d.-ansøgninger og 21 procent af alle postdoc-ansøgningerne imødekommet.