Rabat på efterskoler fjernet
En rabatordning med stipendie på 28.000 kroner, der målrettes til flygtninge og udsatte grønlændere bosat i Danmark bliver skåret ned for andet år i træk.
I 2019 delte Efterskoleforeningen 210 stipendier ud til flygtninge, elever med anden etnisk herkomst end dansk og udsatte grønlændere, der bor i Danmark. Med stipendiet bliver 28.000 kroner af prisen for efterskoleopholdet barberet af.
I år er 65 elever startet på den ordning.
Det skriver politiken.dk.
Efterskoleforeningen mener, at færre stipendier betyder mindre mangfoldighed på efterskolerne.
- Jeg er rigtig ked af, at diversiteten bliver mindre på efterskoler. Både at vi ikke lykkes med at få gang i det integrationsarbejde, som efterskolerne tilbyder for flygtninge og unge med anden etnisk herkomst, og at få de unge, der kommer fra mindre ressourcestærke hjem, på efterskole. Den diversitet, vi har i Danmark, skal også gerne ses på efterskolerne, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen, til politiken.dk.
Besparelsen sker, fordi statens satspuljemidler – som årligt afsættes til initiativer, der forbedrer vilkår for udsatte gruppe – er blevet sløjfet i år, og det var heri, størstedelen af finansieringen bag ordningen lå, skriver mediet.
Efterskoler er dyre
Efterskoleophold er dyre for familier, selv om alle forældre får statsstøtte. Størrelsen på støtten afhænger af forældrenes indkomst.
Hvis den årlige indkomst overstiger 900.000 kroner betaler man det maksimale beløb for opholdet, der er på 83.000 kroner. Det mindste beløb for et efterskoleophold er omkring 55.000 kroner, hvis den årlige indkomst er under 360.000 kroner.