Qeqqata vedtager huslejestigninger

Huslejen stiger med to procent i visse af kommunens boligafdelinger.

- Ved at vi løbende har sørget for at få reguleret huslejepriserne kan vi, også denne gang, undgå store huslejestigninger, siger borgmester Malik Berthelsen (S).
Offentliggjort

Det har for nyligt skabt heftig debat, at Naalakkersuisut har varslet huslejestigninger i visse af Selvstyrets boligafdelinger. Naalakkersuisut har begrundet huslejestigningerne med, at der er brug for penge til akutte renoveringer.

Renoveringsefterslæbet på Selvstyrets boliger er anslået til to milliarder kroner, og beløbet vokser dag for dag.

Ifølge Qeqqata Kommunia ser det anderledes ud for kommunens boliger. Her har man ifølge borgmester Malik Berthelsen (S) hævet huslejen løbende og står dermed med landets laveste renoveringsefterslæb.

Kommunalbestyrelsen har netop vedtaget en huslejestigning på to procent i visse af kommunens boligafdelinger.

Efterslæb begrænset til 82 millioner

- Ved at vi løbende har sørget for at få reguleret huslejepriserne kan vi, også denne gang, undgå store huslejestigninger. Jeg er derfor godt tilfreds med at et flertal i kommunalbestyrelsen har sikret, at vi fortsat fastholder vores politik på området, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

Her stiger huslejen

Ifølge referatet fra kommunalbestyrelsesmødet vedrører huslejestigningen boligafdeling 07-246 der omfatter 206 lejemål i etageboliger i Maniitsoq

boligafdeling 07-258 der omfatter 26 enfamiliehuse og dobbelthuse i Maniitsoq,

boligafdeling 08- 285 der omfatter 47 enfamiliehuse og dobbelthuse i Sisimiut

og boligafdeling 8-268 der omfatter 636 lejemål etage- og rækkehuse i Sisimiut

Ifølge borgmesteren blev renoveringsefterslæbet i 2016 opgjort til 82 millioner kroner, hvilket var lavt i forhold til resten af landet.

- Selvfølgeligt ville vi helst undgå renoveringsefterslæb, men jeg kan med tilfredshed konstatere at vores kommune er den kommune, der har mindst efterslæb for de seneste tal viser at, ud af de samlede kommuners renoveringsefterslæb på omkring 1,1 milliarder kroner, og Selvstyrets renoveringsefterslæb på omkring 1,8 milliarder kroner, så var Qeqqata Kommunias efterslæb i 2016 på omkring 82 millioner kroner.

- Dette viser, at vi ved konsekvent at følge pris- og lønreguleringerne i huslejefastsættelsen har udvist en realistisk og ansvarlig og ikke mindst forsvarlig politik på området, Malik Berthelsen.

Powered by Labrador CMS