Qeqqata Kommunia: Borgmester forsvarer huslejestigning
Huslejen for Ini-boliger i Maniitsoq og i Sisimiut stiger med to procent næste år. Borgmester Malik Berthelsen siger, at beslutningen er taget for at beskytte lejerne.
Ved det seneste kommunalbestyrelsesmøde i Qeqqata Kommunia, besluttede flertallet i kommunalbestyrelsen at hæve huslejen for Ini A/S-boligerne med to procent.
Borgmester i kommunen, Malik Berthelsen (S) siger, at det har været en nødvendig beslutning.
- Vi har valgt at hæve huslejen, da vi gerne vil beskytte lejerne samt føre en ansvarlig og holdbar forvaltning på boligområdet, siger han til Sermitsiaq.AG.
Kan blive dyrere i fremtiden
Malik Berthelsen peger nemlig på, at kommunalbestyrelsen vil sikre, at lejerne i Ini-boligerne ikke skal belastes, derfor sættes huslejen op med to procent hvert år.
- Det vil sige 20 kroner pr. 1.000 kroner. Vi skal sikre, at der er vedligeholdelsesmidler nok, for det kan blive meget dyrere for lejerne i fremtiden. Vi har allerede set, at det har været dyrt for Selvstyrets udlejningsboliger, hvor man er kommet bagud i forhold til vedligeholdelse, og her vil vi ikke ende i samme situation, påpeger han.
Opsparede midler
Kommunalbestyrelsesmedlem Erik Jensen (S) har stemt imod huslejestigningen, da boligfdelingen har opsparede vedligeholdelsesmidler på 20 millioner kroner. Her er Malik Berthelsen ikke enig i Erik Jensens begrundelse.
- Opsparede midler på 20 millioner kroner kan lyde stort, men vi skal huske på, at de 20 millioner skal dække i alt 636 lejeboliger. Hvis man så deler beløbet på lejeboligerne, så er de opsparede midler ikke nok til vedligeholdelse i fremtiden, lyder det fra Malik Berthelsen.